mandag den 6. juli 2009

For varmt.....

Det har simpelthen været for varmt for os den seneste uge. Når temperaturen kommer over 22 grader, så går alt i stå hjemme hos os. Ingen af os er i stand til at lave noget som helst fra vi kommer hjem fra arbejde og til temperaturen falder henved kl. 22 om aftenen.
Måske har det noget at gøre med at vores hus kun er godt isoleret på 1. salen, så varmen kommer fint ind i huset og så stiger den opad, hvor den ikke kan komme ud, og temperaturen i vores stue og soveværelse minder om en sauna, når vi kommer hjem sidst på eftermiddagen.

Normalt sidder jeg med min laptop ovenpå, når jeg surfer og opdaterer den her blog. Det har været helt umuligt, så nu er jeg langt bagud med at fortælle om hvad vi går og laver. Det må jeg se at få indhentet i den kommende uge, hvor vi forhåbentlig får lidt lavere temperaturer og også meget gerne noget vand, så fårene kan få noget frisk grønt græs at spise i stedet for de tørre strå de må tygge på i øjeblikket.

I weekenden efter Hollandsturen var vi inviteret til musical med efterfølgende spisning i Arne´s forældres sommerhus sammen med hele Arne´s familie. Det er en fast tradition, at familien samlet i forbindelse med musicallen på Busbjerg (ved Bjerringbro) og i år kunne vi heldigvis få planerne til at hænge sammen, så vi kunne komme med. Musicallen var "Vinden i piletræerne". En historie, som jeg burde kunne huske fra min barndom, men jeg tror ikke jeg kunne lide Tudse dengang og derfor har jeg åbenbart ikke fulgt ret godt med. Jeg kunne i hvert fald ikke huske handlingen. Skuespillerne/sangerne gjorde det rigtig godt, ligesom de plejer, og vi morede os vældigt over dyrenes replikker og flotte kostumer.
Til den efterfølgende middag i sommerhuset var der ikke mindre end 24 deltagere, så for første gang måtte Arne´s forældre rykke selskabet udenfor i et telt på grund af pladsproblemer. Vejret var heldigvis helt perfekt og det blev en rigtig hyggelig aften, hvor vi fik snakket en masse med Arne´s fætre, som vi kun ser den ene gang om året.

Vi har en enkelt gang haft Anti med til Busbjergspillet, men da vi var forberedt på, at der denne gang ville komme 4 børn til spisningen, valgte vi at lade hende blive hjemme. Hun er ellers blevet rigtig god til børn, men der går jagthund i hende, når vi er i sommerhuset (der er både egern, harer og rådyr i nærheden, og hun ved det!), så vi bliver nødt til at holde hende i snor, når vi ikke kan holde øje med hende. og jeg ville ikke risikere, at hun følte sig presset af børnene.
Hun skal jo helst have mange flere gode oplevelser med børn, så hun kan blive endnu mere glad for dem.

Så Anti fik lov til at slappe af sammen med Luna og min mor, og så gav vi grillmad til min (nærmeste) familie søndag, så vi også lige fik snakket lidt med dem. Det var så den uges ferie.......

Ingen kommentarer: