søndag den 30. november 2008

Chavez overrasker

Vi har nu haft Chavez boende i næsten en uge og han overrasker os. De første 2 dage var han som vi kender ham. Han kunne ikke slappe af, han løb rundt efter kattene, han trak som en gal når vi gik tur med ham og vi var overbevist om, at han ville lette ben med det samme når vi kiggede den anden vej.

Torsdag morgen gjorde jeg alvor af truslerne og tog Chavez med til dyrlægen for at få ham kemisk kastreret. Ifølge dyrlægen skulle sprøjten begynde at virke om ca. 14 dage når hormon-niveauet er faldet. Hvor lang tid det virker vil tiden vise. Det er meget forskelligt. Men vi skulle ikke forvente, at han kunne lave hvalpe det næste halve år. Så må vi håbe at der ikke er nogen der har seriøse planer om at bruge ham :-)

Men tilbage til overraskelsen. Chavez har opført sig eksemplarisk (næsten) siden i torsdags. Han har præsteret at dele tæppe med Anti mens de begge to har spist tyggepinde. Han har overhovedet ikke lettet ben indenfor selvom vi nu ikke længere har ham under 100% opsyn. Han stopper op lige så snart snoren bliver stram når vi går tur. Han har ikke bidt os i fingrene når han har fået godbidder. Han ligger gladeligt under sofabordet sammen med Harley når vi sidder i sofaen om aftenen og han har overhovedet ikke gravet i græsplænen.
Vi kan næsten ikke kende ham igen. Man skulle næsten tro at sprøjten allerede virkede eller at Chavez havde opfattet, at han ikke får flere chancer nu. Uanset hvad, så er vi meget glade for at det går så godt.

Klar til vinteren

Så blev vi endelig klar til at fårene kan komme ind i stalden.
Vi har hvert år det samme problem. Når fårene kommer ud om foråret og vi vil igang med at muge ud og gøre rent i stalden, så nægter traktor Torben (ja, det hedder den altså) at starte.
Så går der nogle måneder, hvor vi prøver at få en traktor-kyndig person til at gøre noget ved problemet og først sidst på sommeren lykkes det at få gang i den gamle IH 824.

Den her sommer har vi haft hjælp fra vores nye nabo Jesper som er bil-mekaniker. Det har vist været noget af en udfordring for ham at rode med en gammel traktormotor. Det er lidt anderledes end moderne biler :-)
Da det endelig lykkedes at overtale Torben til at begynde at arbejde (han måtte bestikkes med et helt nyt batteri) var vi langt henne på året og havde nået en periode, hvor vores weekender var godt fyldt op og aftenerne var for mørke til, at vi kunne se noget ude på marken. Så det har taget os lang tid at få stalden tømt og rengjort igen i år.
Men i den her weekend blev vi endelig færdige, så nu kan fårene komme ind, når der ikke er mere græs og vejret bliver for trist. Indtil da nøjes jeg med at fodre dem udenfor. Så slipper jeg for at stå så tidligt op.

tirsdag den 25. november 2008

Farvel til Nimbus

Mandag aften måtte vi køre den tunge gang til Vejle Dyrehospital.
Nimbus kom ikke ind sammen med Harley, som han plejede at gøre, når jeg kom hjem fra arbejde. I starten forventede jeg, at han bare var gået på musejagt alene, men efter et par timer blev jeg bekymret og gik ud for at finde ham. De andre gange når en af vores katte er blevet kørt ned, har jeg fundet dem liggende i vejsiden, så jeg gik en tur med Anti og tjekkede nogle hundrede meter på begge sider af vores hus. Jeg var helt lettet over, at jeg ikke fandt noget.

Hjemme igen dukkede Arne op, og så gik jeg lige i stalden for at se om Nimbus skulle være derude. Det var han. Og han havde det ikke godt. Der var store sår på hans hale og det ene bagben og han var i chok. Vi ringede straks til vores egen dyrlæge og derefter til det dyrehospital som havde vagten. Tyve minutter senere var Nimbus bedøvet og dyrlægen kunne konstatere, at han havde brækket det ene ben og ryggen. Endnu engang måtte vi sige farvel til et af vores dyr. Nimbus blev kun ½ år gammel.

Jeg håber virkelig, at det snart er slut med at grave efter grus i vores område. Det er meget svært at lære kattene, at de ikke må gå ud på vejen. Det er mindst lige så svært at lære lastbilchaufførerne, at de skal lade være med at køre vores dyr ned eller i det mindste, at vi gerne vil have besked, når de rammer en af vores katte. Tanken om at flytte til et mere fredeligt sted har strejfet mig, men vi normalt glade for vores hjem og vi ved jo heldigvis at lastbilkørslen slutter på et tidspunkt. Vi kan bare håbe, at det lykkes for resten af dyrene at undgå påkørsler indtil det sker.

Chavez er tilbage

Nogle gange ville det være rart, hvis man kunne tale lidt fornuft ind i en hund.

Chavez har nu endnu engang ødelagt alting for sig selv. Det hele gik så godt. Han faldt rigtig godt til, han fik lov til at gå lange ture hver dag og var endda begyndt at få snoren af, så han kunne bevæge sig endnu mere. Han havde massevis af selskab fra mennesker som kunne lide ham.

Og hvad gjorde han?
Ja, han begyndte da selvfølgelig at lette ben indenfor og grave hele haven op udenfor.......
Vi har været turen igennem og kunne hverken gøre noget ved det eller leve med det. Så vi forstår godt, at andre ikke har lyst til at forsøge det. Hvis vi havde haft mulighed for at aflevere Chavez tilbage til de forrige ejere, så havde vi gjort det forlængst.

Heldigvis kunne Chavez blive på Sjælland indtil Anti var på de sidste dage af sin løbetid. Han kom tilbage til os mandag aften og Anti afviste ham meget kraftigt. Han har nu ikke helt accepteret, at hun ikke vil parres, så han traver rundt og piver i døgndrift. Han var meget tæt på at komme til at tilbringe sin første nat i stalden, men vi forbarmede os over ham og håber, at vi får lov til at sove i nat.

Vi har besluttet os til at bruge buret, når vi ikke har mulighed for at holde øje med Chavez. Han er godt nok ikke specielt glad for at være i bur, men hvis det kan forhindre ham i at lette ben op ad alting, så kan det gøre vores allesammens liv med hinanden lidt hyggeligere.

Derudover har vi planer om at prøve at få Chavez kemisk kastreret i håb om, at det kan nedsætte den stress, som får ham til at opføre sig tåbeligt. Med en kemisk kastration har man mulighed for at vurdere om en rigtig kastration vil have en virkning. Forhåbentlig er hans stress hormonbetinget.

lørdag den 15. november 2008

Hvalpeplaner

Vi har nu haft nogle dage til at fordøje, at Anti har buhundekatarakt. Det passer ikke ind i mine planer om at lave fysisk sunde Norske Buhunde, men heldigvis har det ingen betydning for Anti´s liv. Hun kan stadigvæk både hyrde, løbe agility, fange mus og alle de andre ting hun får tiden til at gå med. Hendes syn bliver ikke dårligere end det er nu (ifølge dyrlægen) og vi har mødt massevis af buhunde med buhundekatarakt, som virker fuldstændigt friske og raske.

Min første indskydelse var, at Anti´s karriere som avlshund skulle slutte nu.
Men så læste jeg forskellige ting på internettet:
  • I Sverige har man besluttet at det er i orden at bruge hunde med C-hofter i avlen, fordi det er svært at finde nok helt sunde avlshunde.
  • Her i Danmark er en hanhund med C-hofter blevet brugt i avl tidligere og der er et kuld mere på vej.
  • Der er planer om at en tæve (muligvis to) med C-hofter er på vej ind i avlen.

Jeg synes det er trist, at der bliver produceret buhunde som får ondt og muligvis må aflives i en tidlig alder. Jeg ville ønske, at dem der køber hvalpe ville være mere forsigtige, for deres egen skyld.

Hvis det fremover skal være muligt at finde sunde buhunde at avle på, så er det nødvendigt at der bliver lavet hvalpe efter sunde forældre. Statistisk set vil halvdelen af Anti´s hvalpe være helt fri for øjensygdomme (den anden halvdel vil have buhundekatarakt) og HD-mæssigt er hun og hendes linier i orden. Altså kan Anti være med til at skabe de sunde buhunde som jeg gerne vil have, og derfor har jeg besluttet, at hun skal have et kuld hvalpe næste gang hun kommer i løbetid. Det bliver sandsynligvis i slutningen af sommeren 2009.

Så hvis nogen skulle have interesse i at få en sort buhund med massevis af energi, så er de velkomne til at henvende sig. Vi laver kun kuldet, hvis vi på forhånd har nogen skrevet op til hvalpe.

Ny chance for Chavez

Det var meningen at Chavez skulle flytte hjem til os sidste mandag. Det passede lige præcis med, at Anti ville blive højløbsk i løbet af ugen, så vi var godt trætte af det. Men Chavez er vores ansvar og aftalen var, at vi ville tage ham tilbage og beholde ham, hvis det ikke duede i den nye familie.

Planerne ændrede sig pludselig drastisk da Kasko´s ejere kom for at hente Kasko. De har jævnligt snakket om, at de godt kunne tænke sig en buhund mere. De var fuldstændig vilde med Chavez, da de besøgte os mens Kasko var hvalp og kunne slet ikke forstå, at vi havde så store problemer med ham. Vi fortalte dem om alle Chavez´s dårlige sider/vaner og alligevel tilbød de os at tage ham med hjem indtil Anti var ovre sin løbetid. Det var et rigtig flot tilbud og vi vidste på forhånd, at vi ikke kunne tilbyde Chavez særlig meget opmærksomhed i perioden, så vi skyndte os at slå til og hentede Chavez et par dage før tiden.

Allerede dagen efter var Chavez med på besøg hos Kasko´s "mor´s" forældre og her faldt han så godt til, at han nægtede at gå med ud til bilen, da Kasko og hans mennesker skulle hjem. Efter lidt snak frem og tilbage fik han sin vilje og siden har han boet i Værløse, hvor han nyder, at to ældre mennesker har massevis af tid til ham. De har tidligere haft en labrador, så de er vant til at gå mange ture og Chavez elsker sine 4 daglige gåture.
Det er meget underligt for mig, at jeg ikke engang har mødt de mennesker som Chavez bor hos, men jeg stoler på Kasko´s forældre når de fortæller hvor godt Chavez har det og hvor afslappet han er. Når vi får tid til det, skal vi selvfølgelig over og besøge dem og aftale de nærmere forhold omkring Chavez´s fremtid.

torsdag den 6. november 2008

Store øjenlysningsdag

I sidste uge blev 4 buhunde øjenlyst. Tre i Holte og en i Rødding.
I den her uge var der så dobbelt så mange buhunde tilmeldt øjenlysning i Viborg. Det er skønt at se at så mange opdrættere er villige til at tage ansvar for det de laver og ikke er bange for at få deres opdræt undersøgt.

Af de 12 undersøgte hunde er det samlede resultat

7 helt frie
3 med buhundekatarakt
2 med anden katarakt (den ene var blevet øjenlyst tidligere, og resultatet er allerede registreret hos DKK)

Det er selvfølgelig trist, at der dukker en buhund mere op med alvorlig katarakt, men det er en hund efter Scott og dermed ikke nogen overraskelse.

Der er nu undersøgt 4 hvalpe efter Chavez og de følger statestikken 100%. Når man bruger en hund med buhundekatarakt i avlen og parrer den med en hund som er fri for øjensygdomme, så vil 50% af hvalpene arve buhundekatarakten.
I Chavez´s tilfælde er resultatet indtil videre, at Isma og Gaia er fri for øjensygdomme, mens Amsi og Kuzco har buhundekatarakt.

Anti blev også øjenlyst og som jeg havde forventet/frygtet, så fik hun konstateret buhundekatarakt den her gang. Nu skal jeg i tankeboks for at finde ud af om jeg har lyst til at avle mere på hende.

Jeg har tænkt lidt over de hvalpe, der blev "produceret" sidste år.
Der blev født 41 hvalpe i alt.

Kun 5 af dem er fra et kuld, hvor begge forældre er øjenlyst fri.
20 af dem er fra et kuld, hvor begge forældre er øjenlyst og hvor den ene har buhundekatarakt.
De resterende 16 er fra kuld, hvor mindst den ene af forældrene ikke er øjenlyst.

Kigger man på HD så ser det lidt bedre ud.
8 af hvalpene stammer fra et kuld, hvor den ene af forældrene har HD.
Kun 2 af hvalpene fra 2007 stammer fra et kuld, hvor den ene af forældrene ikke er HD-fotograferet.

Så noget kunne tyde på, at de fleste danske opdrættere har fået øjnene op for, at når man producerer og sælger hunde med HD er det synd for både hunden og den familie, der har købt hunden.
Så kan vi bare håbe på, at de snart opdager, at det er lige så skidt at sælge hunde, der bliver blinde, så vi kan få gjort noget ved racens øjenproblemer.

tirsdag den 4. november 2008

Forfulgt af dårlig timing

Jeg synes ellers selv at jeg har været så god til at få mit liv planlagt så jeg kan nå så meget som muligt med den sparsomme fritid. Men der er altså en eller anden der modarbejder mig.

Ikke nok med, at vi nu skal have Chavez tilbage mens vi har en anden hanhund i huset. Nu har Anti også valgt at komme i løbetid 2 måneder før jeg havde regnet med.
En løbsk tæve og 2 hanhunde........Hmmmm
Jeg tror ikke, det vil give nogen form for aggression mellem Kasko og Chavez, de er vældig gode venner og ingen af dem tror på, at vold løser problemer. Men bare tanken om piveriet og alt det arbejde der er med at sikre, at dørene er låst og hundene er i hvert deres rum. Det kan gøre mig træt. Det er nok godt, at Kasko rejser hjem inden Anti bliver højløbsk. Så må vi sende Chavez i hundepension i de dage, hvor det er allerværst.

Jeg havde faktisk også regnet mig frem til, at vi kunne få Anti parret til januar og få nogle små forårshvalpe. Den plan gik lige i vasken. Nu skal jeg enten tage en hurtig beslutning om hvilken hanhund vi skal bruge og så få hende parret om 1½ uge, eller også skal vi vente 8 måneder (hvis det er den periode hun vælger at vente til næste løbetid). Det er jeg rigtig træt af. Min plan var jo at begynde at reklamere med sorte buhundehvalpe, når Anti var blevet øjenlyst (hvis alt var i orden) og så havde vi et par måneder til at vurdere, om det var realistisk at vi kunne komme af med hvalpene. Hun bliver øjenlyst i morgen, hvilket giver os ca. 10 dage til at reklamere med hvalpe inden hun eventuelt skal parres.
Det er vist ikke videre realistisk, at vi når at finde nok hvalpekøbere, til at vi tør lave et kuld, på så kort tid.

søndag den 2. november 2008

Nyt om Chavez

I løbet af ugen har vi fået besked på, at Chavez´s nye familie ikke synes de har nok tid til ham mere. De er i gang med at bygge deres hus om. De har indtil videre bygget hele førstesalen om til nogle gode børneværelser og nu har de besluttet sig for at fortsætte med køkken og badeværelse.
Jeg kan om nogen godt forstå, at det kan være svært at få tiden til at slå til, men vi er enormt trætte af at skulle have Chavez hjem igen. Indtil videre har vi aftalt, at Chavez bliver hos familien lidt længere, og at jeg bare prøver at aktivere ham. Så den seneste uge har vi haft ham hjemme hos os nogle timer onsdag, torsdag og fredag. Jeg håber, at vi på den måde kan undgå at få ham hjem, mens Kasko er her.

Hvalpetræf

Uha hvor er det hårdt at have noget man gerne vil fortælle, og så ikke have tid til at få det skrevet i bloggen. Nu har jeg heldigvis fået overstået en hård weekend og kan se frem til en tid med lidt færre aftaler i kalenderen.

Kasko har nu været her i 2 uger og det går stadigvæk supergodt. Han er bare dejlig.
Mandag var vi i svømmehallen igen, og den her gang slap Kasko ikke for at svømme. Han var ikke specielt vild med det, men han svømmede fint når han fik et lille skub. De første ture fik han lov til at tage med redningsvest på. Da vi kunne se, at han lå fint i vandet og kunne styres uden brug af håndtaget på redningsvesten, tog vi den af og lod ham svømme uden. Det var slet ikke noget problem. Nu bliver det spændende at se hans reaktion i morgen aften, når vi skal derop igen.

Tirsdag var en meget spændende dag. Jeg havde nemlig bestilt tid til øjenlysning af både Cisco og Kasko. Det skulle foregå på Sjælland i nærheden af hvor Cisco bor, så jeg tog en fridag og kørte derover med Kasko og Anti. Jeg havde desværre ikke fået Kasko´s ejer til at underskrive rekvisitionen, så resultatet bliver først registreret ved DKK, når vi har sendt en underskrevet rekvisition. Vi behøver heldigvis ikke vente på resultatet. Der var ingenting at se i øjnene på nogen af hundene, så jeg var meget lettet. Nu er Cisco så klar til avl, men jeg vil nu anbefale hans ejere at vente et par år. Kasko mangler at få resultaterne registreret og at blive udstillet.

Efter øjenlysningen kørte vi hjem til Cisco hvor hundene legede i haven i flere timer. Efter en times tid gad Anti ikke rigtig være med mere. Kasko holdt ud i nogle timer (med nogle få pauser), så smed han sig også på gulvet og forsøgte at få en lur. Cisco syntes de var enormt kedelige og blev ved med at opfordre til leg indtil han havde fået aftensmad. Så havde vi 3 sovende hunde liggende rundt om bordet mens vi spiste aftensmad. Vi fik taget en masse billeder, men de ligger stadigvæk i kameraet.