torsdag den 18. februar 2010

Aftale med hanhundeejer


Så er beslutningen taget. Når Anti kommer i løbetid kører vi en tur til Sverige og besøger Gnipagrottans Halfdan Røde. Så håber vi, at han har lyst til at lave nogle hvalpe. Jeg mødte Halfdan på udstillingen i Herning i november måned og han har et super dejligt temperament. Han har også den rigtige størrelse og er selvfølgelig undersøgt for HD og øjensygdomme. Han har A-hofter og er øjenlyst fri. Derudover har han en lang række udstillingstitler, så han ser heller ikke "forkert" ud.

Eneste minus ved Halfdan er faktisk, at han kun er 2½ år gammel. Det betyder, at han kan have øjensygdomme, som endnu ikke kan ses ved en øjenlysning. Heldigvis er hans far lige blevet øjenlyst i forbindelse med Buhundeprojektet i Norge og han er fri for øjensygdomme i en alder af 10 år. På Halfdan´s mors side er massevis af hunde øjenlyst og der er ikke fundet katarakt hos nogen af dem. Så jeg tror ikke, der er nogen fare ved at bruge Halfdan i avl.

Der er selvfølgelig også den ulempe, at vi skal til Sverige for at få Anti parret og hvis hun skal parres 2 gange med en dag imellem, så bliver det enten to køreture frem og tilbage eller to overnatninger i Sverige. Men uanset hvor meget jeg piver over det, så hjælper det tilsyneladende ingenting. Der er stadigvæk ingen hanhunde ejere i Danmark, der vil bruge et par dage på at få deres hunde gjort klar til avl. Når jeg kigger i DKK´s database, så findes der massevis af hanhunde, som ville passe perfekt til Anti. Men der må jo være noget galt med dem siden ejerne ikke ønsker, at deres gener skal gå videre i avlsn.
Mit lille hoved kan ikke forstå, at buhundeejere ikke gerne vil hjælpe racen til at bestå. Jeg bliver så ked af det hver gang jeg ser annoncer for buhunde hvalpe uden stamtavle, vikingehunde (blanding mellem buhund og kelpie) og andre blandinger med buhund. Jeg er meget bange for at min favoritrace langsomt er ved at forsvinde.

Heldigvis ser det ud til, at der kommer flere hvalpe i 2010 end der gjorde i 2009. Det kunne næsten heller ikke blive værre. Indtil videre har jeg set, at der er født to tævehvalpe på Fyn og at der er 2 beige tæver, der er blevet parret, plus en tredie på vej. Det er absolut positivt. Måske kan danske opdrættere komme til at sende nogle hvalpe til Sverige i år. Sidste år kom rigtig mange hvalpe den modsatte vej.

søndag den 14. februar 2010

Bekymret for Tesla

I tirsdags var Tesla og jeg til hvalpetræning. Det var stadigvæk alt for koldt til, at vi kunne træne ret meget udenfor, så bortset fra 2 x 5 minutter ude, så trænede Tesla og jeg indenfor i klubhuset. På et tidspunkt bevægede vi os ud for at træne lidt sammen med nogle ældre hvalpe af større racer (Retrievere og en Tervueren), men deres ejere mente pludselig, at de skulle have lov til at lege, og tog snoren af dem uden advarsel. Så skyndte jeg mig ind igen med Tesla. Jeg vil gerne have, at hun får et godt forhold til store hunde og min erfaring med Anti er, at det får hun ikke af at blive tromlet af en stor tung hvalp. Så Tesla kommer kun fri sammen med voksne fornuftige hunde og hvalpe på hendes egen størrelse.
Bortset fra den episode, så gik træningen fint. Tesla er blevet rigtig god til at abstrahere fra de andre hunde og koncentrere sig om mig og det jeg beder hende om. Hun kan nu sitte og dække på kommando (uden håndtegn) og jeg er begyndt at træne, at jeg kan bevæge mig, mens hun bliver i positionen. Vi fik også trænet Nej øvelsen. Jeg har besluttet mig til, at Nej for Tesla skal betyde, at hun skal kigge på mig. Så vi træner det ved, at jeg tager en godbid i hånden og holder den ned foran hende, siger Nej og forhindrer hende i at tage godbidden indtil hun har kigget mig i øjnene og fået lov. Hun har ikke helt fattet det endnu, men det skal nok komme.
Efter træningen fik Tesla lov til at være lidt løs sammen med en 10 ugers Golden Retriever og en voksen Gravhund. Det var lige sagen. Hun fik leget en masse og var dejlig træt da vi kom hjem. Det er første gang hun har været træt efter træning, og jeg var glad, fordi jeg syntes, det havde været en god blanding af psykisk og fysisk aktivitet.
Glæden stoppede en time senere, da Tesla vågnede og skulle ud og have noget at drikke. Hun støttede ikke på højre bagben. Efter lidt bevægelse kom der gang i det, men resten af aftenen haltede hun. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det bare var overanstrengelse eller at hun måske havde slået det under legen. Men det tog lidt tid at falde i søvn.......
Onsdag morgen var hun frisk igen og der var ikke umiddelbart noget at se når hun gik. Pyha, så var det nok ingenting. Vi gik de sædvanlige ture, morgenturen frem og tilbage på vejen ned mod grusgraven og eftermiddagsturen på marken, hvor Tesla og Anti tog sig nogle løbeture efter hinanden. Onsdag aften var den gal igen. Hver gang Tesla havde ligget ned, humpede hun rundt på 3 ben, når hun kom op igen. Jeg besluttede mig for at bestille tid hos dyrlægen til rabiesvaccination og så lade dyrlægen kigge på bagbenet.
Torsdag droppede vi morgenturen og eftermiddagsturen blev frem og tilbage på vejen i en flexlinie. Ikke noget med at gå i sne eller tumle med Anti. Det sidste kunne vi dog ikke forhindre indenfor, men der bliver det knap så voldsomt. Tesla haltede næsten ikke. Hverken i løbet af dagen eller om aftenen. Jeg begyndte at overbevise mig selv om at det måtte være vokseværk. Det passer jo godt nok med, at hun er vokset voldsomt hurtigt.
Fredag var vi ved dyrlæge og han roste Tesla´s pels, foderstand og generelle sundhed. Hun var helt perfekt, indtil jeg bad ham om at undersøge hendes bagben mere grundigt. Han startede med venstre og konstaterede, at der ikke var noget at komme efter. Det gav sig overhovedet ikke når han skubbede eller trak i det. Desværre så det ikke lige så godt ud med højre bagben. Her kunne han tydeligt mærke, at benet gav sig i hofteledet, når han trak i det. Tesla reagerede overhovedet ikke på det, så det gjorde åbenbart ikke ondt på hende. Heldigvis.
Nu går jeg så og forestiller mig det værste (HD) og håber på, at det bare skyldes, at Tesla er vokset så hurtigt, at der er nogle dele af hende, der ikke har kunnet følge med. Uanset hvad, så er der ikke så meget vi kan gøre nu. Vi må bare vente til hun er udvokset og kan blive HD-fotograferet. Det bliver nogle lange 8 måneder......

tirsdag den 2. februar 2010

Anti lærer fra sig

Vi har ikke tidligere prøvet at have en hvalp samtidig med en voksen hund, når man lige ser bort fra de hvalpe Anti fik for 2 år siden. Vi kan tydeligt huske, hvor hårdt det var, da Anti var hvalp og det var en af grundene til, at vi forsøgte os med en voksen hund (Chavez) i stedet for at få en hvalp for 3 år siden. Da Anti var hvalp var der flere måneder hvor vi ikke kunne sætte os ned og slappe af derhjemme, fordi hun krævede selskab og leg, når vi var fysisk til stede. Forståeligt nok. Om natten sov hun og når vi var på arbejde var der ingen at lege med. Så der skulle ske noget, i de timer vi var sammen. Det er helt anderledes med Tesla. Hun er også glad for at lege med os, men når vi lige er i gang med noget andet, så begynder hun ikke at rive tapet af væggene eller gnave i sofaen. Hun finder i stedet for enten Harley eller Anti og leger med dem. Vi er dem dybt taknemmelige for, at de leger så meget med hende, for der er ingen tvivl om at hun har en masse energi, der skal brændes af i løbet af en dag. Pyha, hvor ville det have været hårdt, hvis vi skulle have hjulpet hende med at få det brugt.
Jeg kan klart anbefale at få hvalp mens man har en voksen hund der gider lege med den. Det er en fornøjelse.

Det er sjovt at se, hvor meget Tesla kopierer Anti. Vi har for eksempel en regel om, at hundene skal ligge ned, når vi spiser. Det opnår vi ved at give dem godbidder, når de lægger sig. Vi prøver også at få vores gæste-hunde til at lægge sig, men rigtig mange af dem tripper rundt eller sætter sig og kigger på os selvom Anti ligger stille i sin seng. Tesla lagde sig ned næsten fra starten. Mange gange sammen med Anti i sengen. Hun kan stadigvæk finde på at komme hen og snuse ved bordet for at finde ud af, hvad vi skal have at spise, men hun lægger sig hurtigt ned og venter på sin godbid.
En af Anti´s daglige opgaver er at bære vores avis ind fra gårdspladsen. Nogle gange bliver hun også bedt om at finde den, hvis den er landet langt fra indkørslen og vi ikke lige kan se den, eller bare ikke gider gå udenfor (specielt i regnvejr :-)). Uden at vi har gjort noget for det, så er Tesla også begyndt at interessere sig for avisen, når vi går forbi den.
I starten når Anti gav sig til at grave, gik Tesla lidt rundt om hende og kom så hen til os, fordi Anti var kedelig. Efter at have stiftet bekendtskab med mus (levende og døde) synes Tesla nu også, at det er sjovt at grave.


Desværre lærer Tesla også af Anti´s dårlige vaner og det giver os en masse ekstra arbejde. Anti har tendens til at gø, når hun bliver nervøs for noget. Det kan både være mennesker, hunde, lyde eller ting hun reagerer på. Tesla er ikke i sig selv bange for noget, men når Anti begynder at gø, så skynder hun sig at løbe væk fra det, Anti mener er farligt. For at vi ikke skal ende op med 2 gøende hunde, er vi nødt til at skille hundene ad, så Tesla oplever nogle ting uden, at Anti påvirker hende. Desværre er man ikke altid selv herre over hvad der sker. Fx. når en af naboerne pludselig skyder en raket af midt på dagen og Anti styrter gøende hjem med en skrækslagen Tesla i hælene. Eller man først opdager, at naboens børn er kommet på besøg efter Anti er begyndt at gø af dem og Tesla er på vej ind bagved sofaen. Eller når man møder en fredelig uledsaget hund i hundeskoven og først opdager den samtidig med, at Anti farer gøende imod den og Tesla løber den modsatte vej.
Vi prøver på at være på forkant med alting, men det kan bare ikke helt lade sig gøre at undgå dårlige oplevelser, som vi må bruge ekstra tid på at bearbejde. Godt at Tesla har så god en psyke, at vi kan overbevise hende om, at Anti tager fejl :-)

mandag den 1. februar 2010

Klar til læmmesæsonen

Søndag tog vi os endelig sammen til at få ryddet op og gjort rent i stalden, så nu er vi klar til at lammene kan komme. Jeg var så ond at få fårene klippet for 14 dage siden, så vi kunne se hvem af dem, der ventede lam. De har heldigvis ikke set ud som om de har frosset, tværtimod så de ud som om de svedte, efter de kom ind i stalden, på trods af de mange minusgrader udenfor.
Jeg havde håbet på, at der var 6 drægtige får, men det ser desværre ud til, at en af de unge går tom, så der kun kommer lam fra 5 af dem. Nu går jeg og overvejer om hun skal laves til spegepølser eller om vi skal give hende en chance til. Det bliver nok det sidste :-)
Det bliver spændende at se, om vi kan komme op på lige så mange lam som sidste år, hvor vi slog vores egen rekord ved at få 7 lam på 4 får. Jeg synes ikke fårene ser specielt store ud endnu, men der er også 14 dage endnu inden det første lam skal komme, hvis min planlægning skal holde.

Anti syntes, det var skønt at bruge en søndag eftermiddag sammen med os i stalden. Tesla kan stadigvæk ikke lide at komme ind i stalden, så hun gik rundt ude i haven og tog glad imod os hver gang vi kom ud af stalden. Efter et par timer vovede hun sig endelig ind på staldgangen, hvor hun selvfølgelig fik nogle godbidder og en masse ros. Vi har ikke helt fundet ud af, hvad det er hun er bange for i stalden, men vi tror, det er et spørgsmål om, at hun kan høre fårene uden at kunne se dem, og så løser det sig nok, når fårene kommer ud på marken til foråret.