onsdag den 27. august 2008

En kat mere

Efter 1½ måned med Harley i huset måtte vi lægge hovederne i blød for at finde ud af hvordan vi skulle få et fredeligt liv igen.

Harley opførte sig som ingen anden kat vi nogensinde har mødt. Han var ekstremt aggresiv og fuldstændig umulig at opdrage på. Vi ved godt, at det ikke er nemt at opdrage på en kat, men Harley var usædvanlig strid.

Ikke nok med at han gik på bordene, men når vi forsøgte at få ham skubbet ned, så bed og kradsede han så hårdt, at vi fik sår og skrammer på arme og hænder. Når vi sad og slappede af i en sofa eller lænestol kom han springende hen over armlænet med kløerne først og vi måtte kæmpe med ham for at få ham til at slippe vores arme igen.

Hvis vi ikke lukkede døren til soveværelset, så blev vi vækket af at han angreb os. I en periode gik vi konstant rundt med skrammer i ansigtet.

Den eneste i huset som undgik angreb var Anti. Hun lagde Harley ned og holdt ham fast med en pote hvis han blev for fræk. Hendes pels forhindrede at hun fik skrammer, men hun ville alligevel ikke finde sig i at være nålepude.

Gizmo blev også angrebet. Hver gang hun vovede sig indenfor, hang der en killing fast på ryggen af hende. Hun gjorde ikke noget for at forsvare sig selv, men holdt sig ude i stalden meget af tiden i stedet for at ligge i sofaen som hun plejer.


Vi vendte mulighederne og blev enige om, at vi har plads nok til 3 katte og at Harley ville have godt af at få en legekammerat som han kunne rase ud sammen med. Så vi lavede en aftale med Dyrenes Beskyttelses Internat, hvor vi kiggede på en masse dejlige katte. Vi ville gerne have haft flere af dem med hjem, men det skulle jo helst ikke gå ud over Gizmo, så vi nøjedes med at udvælge en enkelt lille han-killing.


Han passede fint i alder og størrelse som legekammerat til Harley og så var han allerede øretatoveret og kastreret.

Vi valgte, at han skulle have et navn som passede til Harley og det blev til Nimbus.


Harley blev meget begejstret da vi satte transportkassen ned på gulvet til ham og indenfor få timer gik den vilde jagt rundt i køkkenet og kontoret.

Få dage senere blev også Harley kastreret og øremærket og på ganske få dage var roen genoprettet. Harley blev lige pludselig en sød og kælen helt almindelig killing.

Om det var legekammeraten eller kastrationen der gjorde forskellen ved vi ikke, men det er jo også ligemeget nu.

tirsdag den 26. august 2008

Feriehunden Runa




Det var en stor fornøjelse for os at have Runa på besøg i en hel uge. Hun er utrolig nem at have med at gøre. Hun startede godt nok med at ville æde Harley, da han blev forskrækket og satte en klo i næsen på hende. Så de første to dage holdt vi dem adskilt og lod dem møde hinanden under kontrollerede forhold, stille og roligt. Heldigvis er Runa meget madglad, så da hun opdagede, at det gav godbidder, når hun ikke løb efter Harley, så kunne han hoppe og springe alt hvad han ville uden at hun bevægede sig.








Jeg trænede en del indkald i haven og i en indhegning på marken, for at sikre mig at Runa ville komme når jeg kaldte på hende og igen var hendes madglæde til stor hjælp. Runa var faktisk noget bedre til at komme, når jeg kaldte end Anti er i øjeblikket (det må jeg vist hellere få gjort noget ved.....). Hun kunne derfor godt få lov til at komme ud og bade sammen med de andre hunde. Hun var også med ude og køre hø ind og et par ture i hundeskoven, hvor hun fik lov til at løbe og hygge sig sammen med Anti og andre hunde.


På den eneste overskyede dag i løbet af ugen valgte vi at køre i Givskud Zoo med hundene. Runa var ikke specielt interesseret i de vilde dyr. Hun opdagede først ulvene da Anti ikke kunne lade være med at gø af dem, og derudover var det kun kameler og lamaer, der kort kunne fange hendes interesse. Men der var mange spændende dufte og hun fik en masse ud af turen.

Jeg trænede ikke noget særligt med Runa, men jeg synes hun er en pragtfuld hund. Sød og nem og samtidig meget lærenem og villig til at samarbejde. Hun præsterede endda at kravle ind igennem hegnet til fårene og samle dem i et hjørne af indhegningen, så hyrdeinstinkterne fejler heller ikke noget :-)

Hun er en rigtig god repræsentant for racen og hun er til enhver tid velkommen til at komme på ferie hos os igen :-)

At indhente det forsømte (første del)

Jeg er kommet langt bagud med alting. De ubesvarede emails hober sig op, både min egen hjemmeside og www.teambuhund.dk har ligget stille længe og i min blog er jeg flere uger bagud.
Til gengæld har vi snakket med eller været sammen med næsten alle vores venner og hele familien i vores sommerferie, så langt de fleste af dem der er interesserede i hvad vi går og laver er allerede opdaterede med de ting, der er sket på Molsgårdvej i de sidste måneder :-)

Vi startede med at holde ferie i uge 31. Det var vores (nok mest mit) håb, at vi kunne nå at arbejde en masse på hus og have i den uge, så vi kunne slappe mere af og eventuelt tage væk hjemmefra, når vi holdt ferie i uge 34 og 35. Der skulle males træværk omkring vores nye tag, klippes hæk, luges i haven, laves hegn omkring en ny indhegning til fårene, lappes huller i haven (efter Chavez´s graveflip), gøres rent og kalkes i stalden og så en masse småopgaver.

Samtidig havde vi fået fornøjelsen af at have Runa (Norsk Buhund) på sommerferie mens Susanne og Georg var på ferie. Jeg havde store planer om at Runa skulle med ud og opleve en hel masse. Hun skulle ud og kigge på de vilde dyr i Givskud Zoo, opleve historien på Jellinghøjene og så selvfølgelig med en tur i Legoland.

Der var altså massevis af planer og som sædvanlig gik der totalt koks i det hele. Lige præcis i uge 31 lå temperaturerne i nærheden af 30 grader alle dage og da vi ikke har airconditioning i bilen, var det simpelthen for ondt at køre nogen steder med hundene i løbet af dagtimerne. Vi måtte køre i hundeskove om aftenen i stedet for og gå nogle gode ture morgen og aften + lade hundene bade i søen. Så klarede de sig til gengæld også fint :-)
Vi andre var ved at smelte både om dagen og om natten og havde bestemt ikke lyst til at lave havearbejde eller male træværk. Så indsatsen på det punkt blev meget sparsom :-)