En kat mere

Efter 1½ måned med Harley i huset måtte vi lægge hovederne i blød for at finde ud af hvordan vi skulle få et fredeligt liv igen.

Harley opførte sig som ingen anden kat vi nogensinde har mødt. Han var ekstremt aggresiv og fuldstændig umulig at opdrage på. Vi ved godt, at det ikke er nemt at opdrage på en kat, men Harley var usædvanlig strid.

Ikke nok med at han gik på bordene, men når vi forsøgte at få ham skubbet ned, så bed og kradsede han så hårdt, at vi fik sår og skrammer på arme og hænder. Når vi sad og slappede af i en sofa eller lænestol kom han springende hen over armlænet med kløerne først og vi måtte kæmpe med ham for at få ham til at slippe vores arme igen.

Hvis vi ikke lukkede døren til soveværelset, så blev vi vækket af at han angreb os. I en periode gik vi konstant rundt med skrammer i ansigtet.

Den eneste i huset som undgik angreb var Anti. Hun lagde Harley ned og holdt ham fast med en pote hvis han blev for fræk. Hendes pels forhindrede at hun fik skrammer, men hun ville alligevel ikke finde sig i at være nålepude.

Gizmo blev også angrebet. Hver gang hun vovede sig indenfor, hang der en killing fast på ryggen af hende. Hun gjorde ikke noget for at forsvare sig selv, men holdt sig ude i stalden meget af tiden i stedet for at ligge i sofaen som hun plejer.


Vi vendte mulighederne og blev enige om, at vi har plads nok til 3 katte og at Harley ville have godt af at få en legekammerat som han kunne rase ud sammen med. Så vi lavede en aftale med Dyrenes Beskyttelses Internat, hvor vi kiggede på en masse dejlige katte. Vi ville gerne have haft flere af dem med hjem, men det skulle jo helst ikke gå ud over Gizmo, så vi nøjedes med at udvælge en enkelt lille han-killing.


Han passede fint i alder og størrelse som legekammerat til Harley og så var han allerede øretatoveret og kastreret.

Vi valgte, at han skulle have et navn som passede til Harley og det blev til Nimbus.

Harley blev meget begejstret da vi satte transportkassen ned på gulvet til ham og indenfor få timer gik den vilde jagt rundt i køkkenet og kontoret.

Få dage senere blev også Harley kastreret og øremærket og på ganske få dage var roen genoprettet. Harley blev lige pludselig en sød og kælen helt almindelig killing.

Om det var legekammeraten eller kastrationen der gjorde forskellen ved vi ikke, men det er jo også ligemeget nu.