2 års fødselsdag

I dag er det Cisco og Kasko´s fødselsdag, hurra hurra hurra!

Det er meget mærkeligt at tænke på, at det allerede er 2 år siden, Anti fik de to små muldvarper. Jeg kan stadigvæk huske alle detaljerne og min hukommelse er ellers ikke noget at råbe hurra for.......

Vi gik i flere dage og vågede over Anti, fordi vi var bange for, at hun skulle forsvinde ned i en af de fine huler hun havde gravet i haven. For at få tiden til at gå, gik vi i gang med at omdanne stakken af sten i haven til noget, der lignede en terasse. Hvis der skulle være noget der indikerer, at det er lang tid siden, så er det måske alt det ukrudt, der er kommet op imellem stenene i mellemtiden.......

Hvis Anti får hvalpe igen på et tidspunkt, så vil det nok være en god ide at starte forfra og så gøre det lidt mere grundigt :-)

Cisco og Kasko er nu blevet store flotte hanhunde, men derfor omtaler vi dem nu stadigvæk som hvalpene. De er begge to bundforkælede, men det vil der nok også være nogen, der mener, at deres mor er, så det er nok bare sådan det skal være. De har i hvert fald ikke taget skade af det :-)

Heldigvis har vi ikke generet deres ejere ret meget, for de går stadigvæk med til, at vi kommer og besøger dem og "hvalpene". Det kan selvfølgelig være, at de bare er enormt rare mennesker (det synes vi jo i hvert fald at de er), som har lige så svært ved at sige nej som jeg har, men det tør jeg nu ikke spørge dem om.

Indtil videre har familierne ikke mødt hinanden, men måske lykkes det at lave et familie-træf i løbet af sommeren. Vi har i hvert fald en plan om at tage til Sjælland og besøge dem og muligvis også andre sorte buhunde. Så får vi forhåbentlig en chance for at tage en masse billeder :-)

Stakkels Gizmo

I aftes mens jeg lå og slængede mig på sofaen og så et eller andet ligegyldigt i fjernsynet, kaldte Arne pludselig på mig nede fra bryggerset. Jeg kunne høre på hans stemme, at det var alvorligt, og jeg min første tanke var, at der var noget galt med et af dyrene. Det viste sig at holde stik. Gizmo, vores hunkat, var kommet ind og havde forsøgt at springe op på bryggersbordet, hvor hendes mad står. Hun var lettet ca 20 cm og var så faldet ned på gulvet igen. Arne troede at hun bare var klodset, så han løftede hende op på bordet, hvor hun gav sig til at spise.
Da hun var færdig med det, ville hun springe op på køleskabet, hvor kattene nyder at ligge. Samme resultat. Hun lettede ca. 20 cm fra bordet og faldt så ned igen. Det var på det tidspunkt Arne kaldte på mig.

Da jeg kom ned kunne jeg se, at hun haltede på venstre bagben, så jeg tog hende op og begyndte at mærke efter, for at finde ud af præcis, hvor det gjorde ondt. Hun sagde ingenting til at jeg mærkede efter hele vejen hen ad ryggen, men da jeg kom til venstre ben ville hun ikke finde sig i mere. Det gjorde tydeligvis ondt. Jeg satte hende ned og meget besværet gik hun op ad trappen op i stuen, mens hun mjavede konstant. Hun forsøgte at hoppe op i sofaen, men det kunne hun heller ikke. Vi diskuterede lidt om vi skulle køre til dyrlæge med hende. Klokken var 21.30 på det tidspunkt, og hvis hun bare havde fået et slag på benet, så kunne det måske godt vente til dagen efter. Men så satte hun sig ned og sk.. på gulvet. Det har hun aldrig gjort før, og hun var lige kommet ind udefra, så der måtte være noget helt galt med hende.
Det var en dyrlæge i Kolding, der havde vagten og han ville godt se på hende, men advarede om at det ville blive en dyr omgang. Det var vi nu ligeglade med. Sidst vi havde en syg kat, havde den brækket ryggen (Nimbus), og hvis der var noget alvorligt galt med Gizmo, så skulle hun ikke ligge en hel nat med smerter. Så vi pakkede hende i transportkassen og kørte til Kolding. Der mødte vi en meget behagelig dyrlæge (Simon), som undersøgte Gizmo grundigt og fandt huller efter tænder i hendes lårmuskel på venstre bagben. Hun havde altså været oppe at slås og nu var der gået betændelse i bidsåret, og det var derfor hun havde så ondt. Vi åndede lettet op. Alt hvad der skulle til var noget smertestillende til 5 dage (plus den sprøjte han gav hende med det samme) og så penicillin, som hun skal have 2 gange om dagen i 12 dage.
Allerede her til morgen var Gizmo i stand til at hoppe op i vindueskarmen igen, så hun har det meget bedre. Desværre bliver vi nødt til at holde hende inde de næste 12 dage, hvis hun skal have sine piller. Når hun har mulighed for at gå ud og ind som det passer hende, kan vi ikke være sikre på at se hende både morgen og aften. Det skal vi nok få nogle klager over. Allerede her til morgen var hun ved at true os med at kontakte Kattens Værn. Vi kommer nok til at lukke ind- og ud-gange i stalden de næste par uger, så hun i det mindste også kan få lov til at komme derud noget af tiden.
Men heldigvis har hun det godt og kommer sig igen :-)

Slagtelam

Jeg mangler en grisevægt!
Så hvis nogen tilfældigvis har sådan en stående, må I gerne give besked.
Det er hverken til os eller Anti (selvom hun godt nok er blevet for tyk igen). Vi kan godt klare os med badevægten :-)
Men jeg har et kæmpe problem med at vurdere, hvor tunge vores lam er blevet. I år er det ikke så stort et problem, for vi tror nok, vi har fået solgt alt kødet privat (men er ikke helt sikre, da nogle af køberne er på ferie, så vi ikke kan få fat på dem). Problemet opstår, hvis vi bliver nødt til at sælge lam direkte til slagteren, fordi vi ikke kan finde købere. Slagterne vil nemlig have lam med en temmelig præcis vægt og giver mindre for kødet, hvis lammet vejer for meget eller for lidt.
Desuden skal vi også til at veje vores lam hver anden måned, hvis vi skal kunne vurdere, hvor gode avlsdyr fårene er. Det er nemlig vigtigt at kende lammenes tilvækst og når man registrerer det i Dyreregistreringen får man udregnet indexer der viser, hvordan lammene er i forhold til alle registrerede lam.
Sidst men ikke mindst skal vi bruge vægten for at kunne vurdere, hvilke dyr der egner sig til at komme med på dyrskuer. Her kigger man også på lammenes fødselsvægt og tilvækst. Det giver noget ekstra arbejde, når vi skal til at have fat på dyrene for at kunne veje dem så tit, men jeg glæder mig til at kunne sammenligne vores avlsresultater med andre fåreavleres.

I går afleverede vi de fire slagtelam til slagtning, så nu går vi spændt og venter på at få at vide hvad de vejede og hvor meget kød, der så er blevet ud af det. Det er første gang vi har prøvet at køre lam til slagtning og første gang jeg har skullet tage stilling til hvordan de skal parteres, så jeg er spændt på resultatet. Forhåbentlig bliver det lige så godt som det plejer.
Jeg er også spændt på om alle de købere jeg har skrevet op, stadigvæk ønsker at købe kød. Ellers får vi nok et fryser problem. Fire hele lam fylder meget i fryseren...........
Indfangningen af lammene gik i øvrigt meget nemt den her gang. Vi fik vores flaskelam til at følge med os ind i en lille indhegning i et hjørne af marken og så fulgte alle de andre med derind. Så var det "bare" at lægge en grime på dem og trække dem op i traileren. Anti var godt nok noget træt af at vi ikke havde brug for hendes hjælp, men nogen gange er det altså nemmere og mindre stressende at lade hende blive indenfor, når vi arbejder med fårene :-)

Vorbasse marked

Helt siden jeg var barn, har jeg være en tur i Vorbasse i forbindelse med det årlige marked. I starten sammen med mine forældre, som bare kørte derud nogle timer en af dagene. Senere fik jeg lov til at køre derud om morgenen sammen med en hestehandler fra byen og så vidt jeg husker blev jeg så hentet om aftenen af mine forældre.

Da jeg blev teenager fik jeg så lokket en eller flere af mine kusiner med derud, og der begyndte vi at være derude i flere dage. To år lånte vi vores bedsteforældres telt, og to år havde vi en combi camp med.

Jeg var vild med den hyggelige stemning, alle dyrene, tivoliet og de mange glade mennesker vi mødte på markedet. På det tidspunkt tænkte jeg ikke ret meget over om dyrene havde det godt, selvom det virkede forkert at se kattekillinger i kaninbure, heste der stod bundet, så de kunne sparke hinanden og føl der blev fjernet fra hopper, fordi købere kun ville have enten hoppen eller føllet.



Da jeg blev lidt ældre og begyndte at sætte mig mere ind i dyrevelfærd, fik jeg et problem med at komme derud. Jeg begyndte at lægge mærke til, at killingerne var yngre end de 12 uger de burde være og at de havde øjenbetændelse og øremider næsten allesammen. Jeg blev opmærksom på, at hvalpene ikke var vaccinerede eller havde fået ormekure, og at de fleste af dem var vokset op i stalden. Jeg lagde mærke til at hestenes hove var for lange og i mange tilfælde flækkede og at hestehandlerne var meget sjuskede med at få dem vandet og fodret jævnligt. I det hele taget blev det en meget ubehagelig oplevelse for mig at være på markedet. En enkelt gang prøvede jeg at gå til en af de markedsansvarlige for at få ham til at bede nogle andesælgere om at give deres ænder vand. Det viste sig, at han var fuld og bange for at blive upopulær hos de handlende (som han jo kendte fra alle de andre år), så han ønskede ikke at gøre noget. Til sidste droppede jeg at tage derud i nogle år. Jeg tænkte simpelthen for meget over dyrenes forhold til, at jeg kunne holde det ud.



For nogle år siden begyndte jeg så igen at tage derud, men undgik bevidst at se på dyrene. Jeg har affundet mig med, at det bedste jeg kan gøre er at støtte Dyrenes Beskyttelse og så lade deres eksperter gå rundt på markedet og hjælpe de steder, hvor det er nødvendigt. De er heldigvis blevet meget mere aktive end de var for 25 år siden. Der er også kommet mere fokus på dyrenes velfærd i medierne. I vores lokale avis var der en artikel om den dyrlæge, der er ansvarlig for, at der ikke sælges syge dyr. Tidligere år har der været artikler og fjernsynsudsendelser, når Dyrenes Beskyttelse har fundet noget, der ikke var i orden.



I dag var vi så en tur derude, bare Arne og jeg, og det blev en meget billig fornøjelse. Parkeringen kostede 30 kr (som går til at støtte spejderne) og så købte vi godbidder til Anti for 35 kr. Det var det. Jeg så som sædvanlig både kattekillinger og hundehvalpe, men vi skyndte os bare at gå videre. Vi kiggede også på hestene og faktisk var jeg positivt overrasket over dem. Der var ikke nær så mange skravl imellem som jeg havde forventet. De fleste var i fin foderstand og stod roligt og slappede af. Selvfølgelig var der enkelte stressede individer imellem, og der var da også en enkelt jysk hest med tvillinger på nogle få uger, der absolut ikke skulle have haft lov til at være på et marked. Men generelt var det ikke så slemt, som jeg husker det.



Det der forargede mig mest var faktisk slet ikke behandlingen af de dyr, der var til salg, men i stedet de kommentarer, jeg hørte rundt omkring, og så alle de hundeejere, der tror at deres hund synes, det er sjovt at komme på marked. Et sted hørte jeg at en pige belærte sine forældre om at hvis bare en killing havde prøvet at bruge en kattebakke, så ville den aldrig nogensinde lave noget andre steder. Mens de kiggede på en killing i et kaninbur med en bakke, der var så fuld af lort, at killingen ikke kunne komme til at grave uden at få lort på poterne.......... Vores katte ville nægte at sætte deres poter i sådan en bakke :-)

Et andet sted overhørte jeg en ung pige spørge en sælger, hvad det var for et dyr, hun kiggede på. Han svarede Chinchilla og pigen besluttede sig for, at sådan en ville hun have, så de begyndte at kigge på bure til den. Vi gik ret hurtigt, men jeg var noget chokeret over at man kan finde på at købe et dyr man slet ikke kender uden at spørge til pasningen og hvad det egentlig er for et dyr. Jeg ved ikke, hvad hun forestillede sig at det var, men jeg håber da, at hun går hjem og finder noget information om det.



Af de stakkels misforståede familiehunde så jeg kun en enkelt glad hund og den var kun på vej ind på markedspladsen. Alle de andre gik med et stresset udtryk i øjnene og så ud som om de bare forsøgte at overleve uden at blive jokket på, skubbet til, hevet i, kørt ind i af klapvogne, barnevogne osv. Jeg ved ikke, hvorfor hundeejere vælger at tage deres hunde med til steder med så mange mennesker, men det er virkelig misforstået, at hundene får noget godt ud af det. Med så mange mennesker samlet, og så mange ting at kigge på, kan det ikke undgås at en hund bliver overset, og det eneste ejerne kan gøre er at have meget stram snor, så hunden går helt op ad ejerens ben eller bagved. Der er ingen mulighed for at snuse til noget som helst, der er ingen mulighed for at hilse på andre hunde, der er ingen mulighed for at bevæge sig mere end få meter i minuttet, der er i det hele taget ikke noget som helst sjovt for hunde ved at være i den situation. Jeg er overbevist om at disse hundeejere ikke er bevidst onde ved deres hunde, men hvor ville jeg dog gerne have dem allesammen med til et foredrag om hundesprog og en omgang positiv hundetræning. Så ville de i det mindste kunne se forskel på en hund, der hygger sig og en hund, der bare forsøger at overleve........

Sidste skovtur med feriehunden

Så kom dagen, hvor vores feriegæst bliver hentet. Selvom han virkelig er en dejlig hund, så bliver det nu rart at få lidt ro i huset igen. Jeg er sikker på, at kattene vil sætte stor pris på at han forsvinder. Harley så vi lige et glimt af her til morgen, men ellers er det 2 dage siden vi sidst har set ham. Vi håber, han går ind og spiser om natten og når vi er på arbejde, men vi er ikke helt sikre på om han tør. Gizmo kommer ind om aftenen for at få sin natmad, så hende har vi da heldigvis set.

I aftes var vi en tur i hundeskoven ved Grene. Det er en lidt større skov end de andre vi kommer i, og det er svært at overskue om der er andre hunde derinde, da der er mange træer og bakker i området. Jeg kender jo heldigvis laphunden fra træningen og ved, at han er glad for andre hunde, så jeg valgte at tage chancen og slippe ham løs, selvom der holdt 2 biler på parkeringspladsen udenfor skoven. Jeg satsede på, at det ikke var kamphundeejere eller ejere med agressive hanhunde, der var der inde.
Det var det heldigvis heller ikke. Først mødte vi en ældre cairnterrier. Hende gøede Anti lidt af, men ellers hilste hundene pænt på hinanden og gik så videre. Lidt senere mødte vi en Dansk-Svensk gårdhund og en Hønsehund/Labrador blanding. Begge tæver. Dem var Anti ikke så interesseret i at være sammen med, mens laphunden syntes de var så spændende, at han blev ved med at opsøge dem. På et tidspunkt hvor han ellers fulgtes pænt med os, forsvandt han pludselig ind mellem træerne og var væk. Heldigvis er området indhegnet, så vi var ikke specielt bekymrede for at han skulle stikke af, men man hører jo om hunde, der bliver stjålet, så vi var da lidt utrygge ved, at han var ude på egen pote. Der gik kun nogle få minutter, så kunne vi høre stemmer og ganske rigtigt. Han havde fundet sine små veninder :-) Så måtte vi jo følges med dem indtil de gik ud af skoven.
Normalt synes jeg ikke, det er i orden at gå i hundeskov med en hund, man ikke kan kalde til sig, men han havde bare så stort behov for at få lov til at strække ud og bruge noget energi, at jeg gik imod mine egne principper i det her tilfælde. I øvrigt kommer han fint, hvis jeg kalder, når der ikke er nogen forstyrrelser, så hvis det havde været lettere at spotte andre hunde og mennesker, kunne jeg godt have undgået, at han var rendt derhen. Jeg skulle bare have været lidt mere vågen end han var :-)

Turen i skoven og træning hjemme i haven tidligere på dagen medførte, at vi først blev vækket kl. 5, og da han ikke brugte tricket med at kaste op her til morgen, blev vi liggende i sengen helt til vækkeuret ringede :-)

Feriegæst

Jeg glæder mig til weekenden. Jeg trænger til at sove længe og indhente noget af al den søvn jeg er gået glip af i den forgangne uge.
Vi har fået en feriegæst. Han er en Finsk Laphund, som går på det ene af mine rally-hold og han hygger sig så meget hos os, at han ikke synes, der er grund til at spilde nætterne på søvn.......

Han startede ferien mandag aften, hvor han havde været alene hjemme hele dagen og så blev kørt ud til os, lige så snart familien kom hjem. Han havde altså en hel dags opsparet energi, som vi kun havde nogle få timer til at få brugt inden vi skulle i seng. Lad os bare indrømme, at det ikke lykkedes....... Han konstaterede at der var katte, og han ved godt hvad sådan nogen kan bruges til. De løber nemlig dejlig stærkt, så man kan rigtig træne sine hyrdeinstinkter på dem. Man skal bare lige have dem til at løbe....... Vi har kun set Harley en enkelt gang siden og Gizmo kommer kun lige ind for at spise og så er hun gået igen. Den hund gider de i hvert fald ikke dele hus og have med.
Da vi så gik i seng var det med begge hunde i soveværelset. Jeg har det princip, at flokken skal være samlet så meget som muligt, så når vi er væk om dagen, har hundene ret til at være sammen med os om natten. Det er vores laphunde ven ikke vant til. Han var overbevist om, at når han var sammen med os, så måtte det være fordi vi skulle lave noget, og hvis han bare skubbede nok til os og peb højt nok, så ville vi stå op og hjælpe ham med at finde kattene igen. På et tidspunkt valgte jeg at lukke ham i bur (han er vant til det fra andre steder han er blevet passet) og så fik vi da et par timers søvn.
Tirsdag besluttede jeg mig for, at han skulle køres træt, så vi kunne få lov til at sove. Desværre er han ikke vant til at gå løs, så jeg var nødt til at finde et indhegnet område for at han kunne få snoren af. Så vi kørte først i hundeskov ved Frederikshåb (ude på heden), hvor hundene kunne drøne rundt og hygge sig. Der var heldigvis ikke andre hunde derude (det er der sjældent), så jeg behøvede ikke være nervøs for dårlige oplevelser. Når nu laphunden er så glad for andre hunde, så er der jo ingen grund til at sætte det på spil.
På vej hjem derfra besøgte vi en sød lille buhundetæve, som bor på en stor indhegnet grund, så der blev også lige plads til nogle løbeture.
Hjemme igen smed jeg hundenes aftensmad ud på græsplænen, mens jeg selv fik noget at spise, og så gik vi ud og lavede indhegning. Fårene havde besluttet sig til at skubbe hegnet op, så de kunne komme under det, så jeg måtte lige have banket det fast med nogle ekstra kramper.

Lige inden jeg gik i seng fik hundene en kort aften-luftetur (med indlagt træning i at lade være med at gø af hestene:-)) og så gik vi i seng, meget spændte på om vi ville få lov til at sove.
Det fik vi. I hvert fald nogle timer. Først ved 5 tiden syntes han, at nu måtte det være godt nok, og så trak vi den lige til vækkeuret ringede en halv time senere, bare så han ikke fik den ide, at det var ham, der bestemte.

Onsdag var så Givskud Zoo dag. Jeg prøver gerne at tage vores feriehunde med i Givskud Zoo, for at give dem den oplevelse, og så fordi jeg rigtig godt kan lide at gå tur derude, når jeg er tvunget til at have snor på hunden. Jeg forstår ikke alle de mennesker, der lever med, at deres hunde skal være i snor altid. Det kan jeg simpelthen ikke holde ud. Men i Givskud er der i det mindste en grund til det udover, at hundene ikke har lært at gå uden snor.
Jeg var alene afsted med 2 hunde og der var lidt flere mennesker end jeg havde forventet sidst på eftermiddagen. Det gav lidt ekstra arbejde, da Anti og laphunden tydeligvis er dårligt socialiseret på forskellige ting. Når vi passerede børn, der ville klappe hundene, var det Anti, jeg skulle tage hensyn til, og når vi passerede dyr, der var tæt på hegnet, var det laphunden, jeg skulle tage hensyn til. Det var en anelse anstrengende, så jeg valgte at gå tur på et af de mindst trafikerede steder derude. Vi fik hilst på lamaer, æsler, geder, yakokser, chimpanser, lemurer, løver og Anti´s yndlingsdyr zebra-manguster. Derudover kørte jeg igennem savannen, hvor vi kiggede på dyrene (Giraf, zebra osv) fra bilen. Det tog 1½ time i alt, og så kunne jeg ikke holde til mere.
Hjemme igen fortsatte vi arbejdet med indhegningerne inden vi kollapsede på sofaen. Alt for tidligt ifølge laphunden, men efter en lang arbejdsdag var der ikke nogen af os, der havde kræfter til mere. Jeg forsøgte mig med noget aktivering i form af flasker og bolde med godbidder, men de var kun interessante for Anti, som også stjal det meste af aftensmaden fra laphunden, så hun skal absolut på slankekur, når han tager hjem....... Med så "lidt" aktivering var det åbenbart helt naturligt for laphunden at vække os alt for tidligt. Først ved at traske rastløst rundt, skubbe til os, kradse på døren, pive osv og til sidste ved at kaste op på gulvet. Så blev jeg jo nødt til at stå op...........
Nu er jeg glad for, at der kun er et enkelt døgn til han skal hjem igen. Han er godt nok en sød og lækker hund, men det aktivitetsniveau/støjniveau/stressniveau er svært at følge med til samtidig med fuldtidsarbejde.

Bange for udstillinger

Jeg har efterhånden snakket med rigtig mange hundeejere, som har fået et skrækslagent udtryk i øjnene, når jeg har nævnt udstillinger.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det er, der skræmmer så meget.


Personligt var jeg på min første udstilling allerede før jeg fik hund. Vi tog nemlig til Brandrupdam (ved Kolding) for at se de forskellige spidshunderacer i levende live inden vi valgte, hvilken race vi godt kunne tænke os.

Det var en udendørs udstilling og solen skinnede, uden at det dog var for varmt. Der var god plads omkring ringene, så man kunne som tilskuer sagtens komme hen til ringen og kigge på de hunde, der blev bedømt. De mennesker vi snakkede med var venlige og ville gerne fortælle om deres racer og lade os hilse på hundene. Alt i alt en rigtig god og hyggelig oplevelse. Bestemt ikke noget der skræmte mig fra at tage på udstilling med vores første buhund, Sibelius.

Første gang jeg havde Sibelius med på udstilling var min opdrætter til stede og hun hjalp mig til at forstå alle de mærkelig regler, som jeg godt nok havde læst, men absolut ikke havde forstået. Igen var det en udendørs udstilling med hyggelig stemning og jeg fik mødt andre buhundeejere og set deres hunde.

Begge Anti´s hvalpe har været på udstilling og det krævede ikke specielt meget overtalelse af deres ejere. Det er selvfølgelig fordi vi har fundet nogle helt specielt modige hvalpekøbere :-) Jeg bilder mig nu også ind, at det kan have noget at gøre med, at jeg gjorde det let for dem.

Jeg sendte en liste over udstillings-datoer og -steder og lod ejerne afgøre, hvornår det ville passe bedst. Så meldte jeg hundene til udstillingerne og på dagen viste jeg dem også frem for dommerne, så det eneste ejerne skulle gøre var at møde op med hunden i god tid. Så vidt jeg ved, så fik ejerne en god dag ud af det og er ikke bange for at prøve igen. Kasko´s ejer har endda selv været i ringen med ham siden.

Jeg ville ønske, at alle opdrættere ville gøre et stykke arbejde for at få deres hvalpe avlsgodkendt. Hvis de ikke selv kan eller har lyst til at møde op, så er vi flere, der meget gerne vil hjælpe, både med tilmeldinger og med at fremvise hunden. Det kan da godt være, at vi ikke kan vise en fremmed hund frem til at blive udstillingens bedste hund, men det er nok også de færreste, der kommer på udstilling med den ambition :-)

Så hvis der skulle være nogen buhundeejere, der er bange for at tage på hundeudstilling, men gerne vil have deres hund avlsgodkendt, så giv lyd fra jer. Lad os gøre arbejdet og læn jer tilbage med en kop kaffe og et stykke kage mens jeres hund bliver avlsgodkendt.

Så kan tilbuddet da næsten ikke blive bedre!

God artikel

For nogle år siden indførte Dansk Kennel Klub nogle regler for, hvor meget avlshunde måtte bruges i avl. For hver enkelt race blev det beregnet, hvor mange hvalpe en hund måtte få, før den blev betegnet som Matador.
Hvis hunde blev brugt meget mere end grænsen for racen, så kunne DKK give hunden avlsforbud, så afkommet ikke kunne få DKK stamtavle.

Det gav et ramaskrig blandt danske opdrættere. Der blev samlet underskrifter ind, sendt mails rundt til alle de hundeejere man kunne finde adresser på, og skrevet skræmmehistorier i blade og på debatter. Tilsyneladende var det kun ganske få opdrættere, der satte sig ned og undersøgte, hvorfor DKK mente, at det var nødvendigt at lave regler for området. Så ville de nok have erkendt, at der var noget om snakken.

Anti´s opdrætter (klik på linket til Kennel Cascilius) har netop kopieret en artikel om genetisk variation ind på sin hjemmeside.
Det er en rigtig god artikel, som kommer godt omkring det, der sker med racer, hvor alle hunde er i familie med hinanden, og hvorfor det er så vigtigt at bruge mange forskellige hunde i avlen i stedet for bare at vælge de bedste udstillingshunde.

Jeg er specielt vild med sætningen:
det som kjennetegner ett godt avlsdyr er at det har evnen til å få gode avkom

Selvom en hund er multichampion, så er det ikke sikkert, at den laver gode hvalpe. Hvis den laver gode hvalpe, så er det selvfølgelig hvalpene, der skal udgøre avlsbasen fremover. Hvis den laver dårlige hvalpe, så skal den bare tages ud af avlen og nydes som udstillingshund og familiehund. Under alle omstændigheder, så er der ingen grund til at en hund laver flere hvalpe end DKK´s matadoravlsgrænse.

Modsat så kan der være hunde, som ikke selv er perfekte, men som laver rigtig gode hvalpe, hvilket gør dem til gode avlsdyr. Så det er vigtigt, at man også laver kuld med hunde, som ikke er udstillingshunde, men måske har noget andet, som man gerne vil tage vare på. Fx. godt temperament, godt helbred, gode arbejdsegenskaber, spændende gamle linier osv.
Efter min mening er det dog stadigvæk vigtigt, at alle avlshunde er blevet bedømt af en dommer, der har konstateret, at de ligner buhunde.

Ny vædder

Så har vi valgt vores nye vædder. Det blev ikke til ham, som vi kiggede på i Herning, men i stedet en efterkommer efter den vædder, der fik ærespræmie i Herning og blev skuets bedste vædder i Horsens. Han er selvfølgelig fra en Maedi-3 besætning og efter to "grønne" forældre (DNA testede for scrapie), så sundhedsmæssigt er han helt i orden.

Sælgerne havde heldigvis selv valgt nogle vædderlam ud, som de troede ville blive dyrskuemateriale til næste år, og det var blandt dem vi fandt vores. Jeg er simpelthen et fjols til at vurdere om et dyr lever op til standarden eller ej. Både når det gælder hunde og får, så det er godt, når man kan få god vejledning at nogen, som har erfaring og øje for detaljerne. Da jeg stod og skulle vælge mellem 3 gode dyr, valgte jeg den, som havde den mest kompakte krop og det sødeste hoved :-) Han virkede også som om han var den roligste, men det kan have været tilfældigt.

Vi har ikke fundet på et navn til vædderen endnu, så indtil videre må han bare hedde 111, som er hans nummer. Han bliver kørt hjem til os på fredag og så må vi se om han kan enes med de andre vædderlam eller om han skal have sin egen indhegning. Han skulle jo nødigt komme til skade.

Dumme får/lam

Indtil videre har vi 3 indhegninger med græs, som vi kan flytte fårene rundt på. Ved at flytte dem kan vi styre, hvornår de får meget græs og hvornår de ikke får så meget, og vi kan også mindske antallet af orm.
For en måneds tid siden skilte vi fårene fra lammene for at undgå at lammene skulle løbe (parre) deres egne mødre. Vædderlam er kønsmodne allerede når de er 3-4 måneder gamle, så det gælder om at få dem skilt fra mødrene i den alder.
I fredags blev jeg så enig med mig selv om at jeg hellere måtte lukke en låge op så lammene kunne gå ind på en anden mark med mere græs. De er ved at være slagtemodne, så jeg syntes lige der skulle lidt "turbo" på. Efter flytningen kom får og lam til at gå på marker, der kun er adskilt af en enkelt låge, som holdes fast af en kæde. Det plejer ikke at være noget problem at holde får og væddere adskilt af en låge, men da jeg stod op lørdag morgen og kiggede ud på marken, kunne jeg se alle 12 får/lam gå på den samme mark.
Det må bare ikke ske på den her tid af året!!!

Heldigvis er mine får enormt glade for mad, så et madtrug og noget fårefoder fik dem hurtigt til at gå ind i deres egen indhegning igen, men nu er spørgsmålet så bare om vi får lam til december eller ej. Æv, æv, æv.......

Hvis jeg har været rigtig uheldig, så kan det være jeg kun får lam i december og så må de allesammen slagtes, fordi jeg ikke ved hvilket af vædderlammene, der er far til de nye lam.
Og så lige nu, hvor jeg har planer om at købe en rigtig god vædder, som endda var med på landsskuet i Herning.

Nu har jeg sat en ekstra kæde og et tykt reb rundt om lågen og den pæl den er bundet til. Det skulle hverken lam eller får kunne åbne. Jeg har en mistanke om, at det er vores flaskelam fra sidste år (kaldet Mini-Boeing, fordi hun har nummer 737), der er kvik nok til at skubbe kæden af lågen. Jeg så, at hun var ved at pille ved kæden, da jeg havde fået dem sorteret.
Hun mener selv, at hun er en hund og kan ikke forstå, hvorfor hun ikke må komme med de andre hunde ind, så måske er hun kvikkere end andre får. Normalt er det ikke ligefrem intelligens, der præger dem, men prægning kan måske også have noget med det at gøre.

Hundeweb

Jeg går næsten dagligt ind i DKK´s database for at se om der er kommet nye sundhedsresultater eller prøve resultater vedrørende norske buhunde.
Langt de fleste dage er der ikke noget nyt, men det er heller ikke at forvente for så lille en race.

Indenfor de sidste par måneder er der kommet flere resultater.
To ældre hanhunde blevet øjenlyst igen, og desværre med en ændring fra Fri til Buhundekatarakt. Det kunne selvfølgelig være meget værre, de kunne have haft en af de mere alvorlige typer katarakt, men det sætter da tanker igang hos mig, når status ændres.
Vi tilstræber jo at undgå parring med to buhunde, der har buhundekatarakt, så vi kan holde antallet af tilfælde nede på omkring 50% af alle buhunde. Den regel bliver endnu mere svær at overholde, når hundene bliver øjenlyst så tidligt, at dyrlægerne ikke er i stand til at se forandringerne på linsen.

Første gang Anti blev øjenlyst var hun to år og et par måneder. På det tidspunkt blev hun bedømt til at være fri. To år senere var dyrlægen ikke i tvivl om, at hun havde buhundekatarakt. De to nyligt undersøgte ældre hanhunde var også over 2 år inden de blev øjenlyst første gang og fundet fri for øjensygdomme. Måske er det spild af penge at øjenlyse sine buhunde inden de er 3-4 år?
Kigger man på de hunde, der har fået konstateret katarakt type 1 og 2 (de mere alvorlige typer), så er det blevet konstateret allerede, når hundene har været omkring 1 år gamle. Så jeg mener ikke, det er spildte penge at undersøge hundene tidligt. Man skal bare være opmærksom på, at der kan dukke buhundekatarakt op på et senere tidspunkt, så hvis man bruger hundene i avl tidligt, så er det nok en god ide at finde en avlspartner, der er øjenlyst og fundet fri efter den er fyldt 4 år.

Heldigvis har der også være positivt nyt i Hundeweb. Hele 3 buhunde er blevet HD fotograferet, med resultaterne 2 x A hofter og 1 x B hofter. De nyeste resultater er kommet på i dag og gælder en nevø og en niece til Anti :-)
Ifølge den norske database er en anden af Anti´s nevøer (i Norge) også blevet HD-fotograferet med resultat A.

Det er dejligt, at der kommer nye friske hunde, som forhåbentlig også har gode øjne og kan bidrage med nogle gode gener til fremtidens buhunde. Det virker lidt forkert at sige tillykke med noget, der burde være det mest naturlige i verden, så jeg vil i stedet sige "Godt arbejde og godt valg" til opdrætterne af hundene og de ejere, der har valgt at købe hvalpe et godt sted.

Lad os få mere af den slags positivt nyt!!!!!

Campingplaner

I min barndom var vi altid på camping om sommeren. I starten foregik det i et grønt og orange telt med to sovekabiner. Senere købte vores forældre en Bella-camp, som vi opfattede som totalt luksus, fordi der var fast køkken og massevis af plads i forteltet. Jeg ved ikke hvor mange år vi var afsted med Bella-camp´en men den var i hvert fald med i Norge, Sverige, Tyskland, Italien og Frankrig. Derudover var vi også meget på camping i Danmark, så jeg tror jeg har været i langt de fleste områder i Danmark. Incl. en masse af de små øer. Desværre/heldigvis er min hukommelse ikke så god, så jeg bliver nok nødt til at komme der igen på et tidspunkt :-)

Efter jeg flyttede hjemmefra og Bella-camp´en var slidt op, blev mine forældre mere magelige og anskaffede sig en campingvogn. Den lånte vi et par gange og så var Arne også vild med campinglivet. På et tidspunkt kørte vi sammen med mine forældre en tur til Nordkapp og tilbage med campingvognen. Ikke engang det kunne skræmme os. Tværtimod så nød vi den frihed det giver at kunne køre, hvis vi havde lyst til det. Kunne stoppe, når der var noget vi gerne ville se eller tage et par dage på en campingplads, når vi fandt et godt sted.
Desværre solgte mine forældre deres campingvogn efter nogle år, og vi måtte ud og leje en campingvogn, da vi var i Norge for nogle år siden.

Siden da har vi jævnligt snakket om at købe campingvogn, og vi har hver eneste forår og efterår været en tur i et campingcenter for at se nyhederne indenfor campingvogne.
For nylig kom min søster så til at nævne, at de også havde kigget på campingvogn. Det kommer hun muligvis til at fortryde, for vi så straks nogle muligheder i at gå sammen om at købe en campingvogn. Vi ved jo godt, at vi ikke kommer afsted på camping hele sommeren og hver weekend året rundt. Det gør de heller ikke, så det vil overhovedet ikke være noget problem at skulle deles om udgifter og fornøjelser.

Helt tilfældigt opdagede vi så, at der var 30% rabat på brugte campingvogne hos en forhandler her i Vejle, og at der holdt en perfekt 3 år gammel Fendt campingvogn med den helt rigtige indretning, vægt og længde deroppe. Det krævede ikke voldsom meget overtalelse at køre op og kigge på den og i fredags skrev vi under på en købsaftale. Nu skal den så indregistreres og klargøres og på fredag kan vi hente den og fejre købet ved at bruge hele aftenen på at finde ud af at slå forteltet op :-)
Jeg glæder mig helt vildt til vi kører afsted med den på ferie eller weekend for første gang. Forhåbentlig går der ikke så længe inden det sker :-)

Udrydningstruet

Jeg har tidligere skrevet om min bekymring for, at vi får færre og færre buhunde at avle på.

Dels fordi der laves buhunde hvalpe uden stambog, som dermed ikke kan indgå i avlen med stambøger, men samtidig spærrer for, at der kan laves flere hvalpe med stambog, fordi de mætter markedet.

Dels fordi flere hanhunde har vist sig uinteresserede i at parre tæver.

Dels fordi flere opdrættere vælger kun at bruge de bedste udstillingshunde i avlen og dermed skaber matadorer (og en masse hvalpe der er i familie med hinanden = indavl i de kommende generationer) og samtidig medfører, at gamle linier risikerer at uddø.

Dels fordi det med åbenheden omkring sygdomme (i DKK, SKK og NKK) bliver mere og mere tydeligt, at vi har nogle alvorlige sygdomme i racen og derfor bliver nødt til at udelukke ikke bare enkeltdyr, men hele kombinationer (kuld) fra avl.

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der mener, at racen Norsk Buhund er i alvorlige problemer.
Nu har Norsk Kennel Klub, som har det overordnede ansvar for racens beståen, meldt ud at racen er udrydningstruet. Det samme gælder for 5 andre racer i Norge.

Desværre står der ikke noget i artiklen om hvor meget NKK har undersøgt for at komme frem til konklusionen. Det kunne være interessant at vide om de kun har kigget på buhunde i Norge eller om de har kigget på racens antal og genvariation på verdensplan.

Jeg er spændt på at se, om NKK har tænkt sig at gøre noget ved situationen eller om de bare har konstateret, at der er et problem og derefter lader tingene gå sin gang uden at blande sig.

Men jeg kan kun endnu engang opfordre alle buhunde-ejere til at få deres hunde avlsgodkendt, så vi kan holde fast i de gamle linier som findes endnu, og sundhedsundersøgt, så vi ikke skyder os selv i foden ved at skabe endnu flere syge buhunde.

Jeg vil også godt opfordre mulige buhunde-købere til at have tålmodighed og vente på at få en buhundehvalp i stedet for at købe en anden race. Vi har brug for jer, hvis vi skal have mulighed for at lave flere buhundehvalpe. Som tæveejer har man ikke lyst til at lave hvalpe, hvis der er fare for, at man ikke kan sælge dem. Der går ca. 4 måneder fra tæven bliver parret til hvalpene kan flytte hjemmefra, så hvis flere ville/kunne tage en beslutning i god tid og bruge tiden til at forberede sig på at få en hvalp i huset og lære noget om racen, så ville det være meget nemmere at afpasse udbuddet til efterspørgslen.

Fårene

Vi er allerede godt i gang med at gøre klar til den kommende vinter. Det er meget usædvanligt at vi er i så god tid. Men det skyldes nu også mere gode naboer og familie end det skyldes, at vi har taget os sammen.
Først fandt vi ud af, at vores naboer har kontakt til en landmand som har en masse god halm liggende i baller, som vi kan håndtere. Manden havde endda en lille lastbil og ville gerne komme med halmen, så i stedet for at hente halmen 14-16 baller ad gangen i vores egen trailer, så fik vi 80 leveret og fra lastbilen kunne vi smide det direkte ind på loftet over stalden. Det kunne ikke være nemmere :-)

Hø har vi også styr på, men det ligger nu stadigvæk og venter på at blive bragt til Gammelby. Høet blev presset mandag, så vi kørte en tur ud i nærheden af Brande for at hjælpe til. Jeg fik loppetjansen at køre traktor, mens mændene læssede på vognen og pakkede høet for at få plads til så mange som muligt. Det var sjovt at få lov til at køre en ny traktor i stedet for vores den gamle. Der var godt nok nogle flere gear at finde rundt i, men jeg måtte ikke køre så hurtigt, så det fik jeg ikke brug for. :-)
Der blev kørt en masse hø ud til min søsters heste, så nu kan de klare sig i nogle måneder. Vores hø blev kørt ind i en lade, hvor vi kan hente den fra, når vores trailer kommer hjem på visit på et tidspunkt.

Jeg er også ved at have styr på køb af en ny vædder. Jeg har fået kontakt med nogle fåreavlere i nærheden, som har nogle rigtig godt suffolk-får. Jeg var ude og snakke med dem før vores hollandstur, men på det tidspunkt var vædderlammene ikke skilt fra fårene, så det var lidt svært at vælge en ud af flokken. I weekenden var der så Landsskue i Herning og vi trodsede varmen og kørte en tur derop for at se, hvordan "rigtige" suffolk får skal se ud. Halvdelen af vores får har Oxford Down blod i sig, og den anden halvdel nedstammer efter et temmelig grimt (men sødt) får, så de er vist ikke ligefrem dyrskue-materiale.......
Det viste sig, at der var to væddere med fra vores kommende vædderleverandør. Den ene af dem var en 4 års vædder, som havde fået ærespræmie. Den anden var en 1 års vædder som havde fået 22 point. Efter lidt snak fik vi tilbudt at købe den unge vædder, så nu skal vi lige have sammenlignet stamtavler for at se om han kan bruges. Jeg fik endda også overtalt sælger til at levere vædderen og tag et kig på vores får, så vi ved hvilke af dem vi skal skille os af med først, hvis vi ønsker at få en besætning med får, der kan bruges på dyrskuer.

Jeg ved selvfølgelig godt selv, at jeg skal af med de får, der har mange Oxford Down gener. Heldigvis er det sådan indenfor fåreavl, at man godt kan få stamtavle på blandingsfår, så man har mulighed for at forædle en race med blod fra andre racer. Efter nogle generationer med renracede væddere bliver afkommet vurderet som værende renracet. Jeg er ikke helt klar over hvor langt tilbage i stamtavlen Oxford Down generne skal være før mine får bliver renracede, men det tager jo nok nogle år endnu :-) Indtil videre har jeg et får, der er 50% Oxford Down, to får der er 25% Oxford Down og et enkelt der er 12,5% Oxford Down. De andre 4 er renracede Suffolk.
En af grundene til, at jeg har blandingsfår er, at de er gentestede for Scrapie (en fåresygdom) eller stammer fra forældre, som er gentestede. Alle 4 blandinger har fået status Grøn, hvilket vil sige, at de er frie for gener, der kan give Scrapie. Tre ud af fire af mine renracede Suffolk er gule, hvilket vil sige, at de er bærere af Scrapie gener. Den sidste er heldigvis grøn. Vi har kun brugt grønne væddere, og det vil vi også blive ved med, så med tiden skulle alle vores får gerne blive grønne.

Jeg er meget spændt på, hvad eksperterne har at sige om mine får, når de ser dem. Forhåbentlig får jeg ikke besked på at slagte hele flokken og starte forfra :-)
(Ikke at jeg vil gøre det selvom de siger det, så vigtigt er udseendet heller ikke for mig)

Aktivering i varmen

Normalt holder DcH Vejle træningsfri i juli måned. Det passer ikke mig særlig godt, da jeg aldrig holder ferie i juli, så jeg prøvede i år at tilbyde rallytræning i de første to uger af juli. Desværre lader det til, at de fleste hundeførere er gået på sommerferie. I hvert fald var der ikke ret mange deltagere på nogen af holdene. Så fik jeg til gengæld tid til at træne med Anti, og af en eller anden mystisk årsag var hun meget interesseret i at lave noget, selvom det var varmt. De korthårede hunde, som ikke kan træne, når det er koldt eller regner, var åbenbart også påvirket af varmen, så de kunne ikke holde til ret meget. Anti er ligeglad med vejret, så vi fik trænet en masse indkald med stå og stå-sit-dæk under gang både onsdag og torsdag. Anti fik også lov til at lege med de andre hunde, men hanhundene var lidt for interesserede i hendes bagdel (hun lugtede stadigvæk godt), så de var ikke så nemme at lege med, som de plejer at være.

En anden aften i løbet af ugen var Anti meget rastløs, så jeg valgte at cykle en tur med hende. Hun er ikke specielt god til at løbe ved siden af cyklen med snor på, men det er muligt at køre på mindre veje og så kan hun bare løbe løs. Når der så kommer biler, kan jeg bare bede hende om at stoppe, så jeg kan indhente hende og stå ved siden af hende, mens bilen kører forbi. Vi endte med at køre 5-6 km. Så var Anti tørstig, men ikke specielt træt. Hendes kondition fejler ikke noget selvom hun er en anelse for tyk.......

Om det var varmen eller manglen på en grave-kammerat ved jeg ikke, men Anti var slet ikke interesseret i at komme over på marken for at grave efter mus og muldvarper mens det var varmt. Jeg prøvede et par gange at lukke hende ind i indhegningen og lige så snart jeg lukkede lågen, stod hun på den anden side og ville ud igen. Så smådyrene har haft det let i et par uger nu.

For varmt.....

Det har simpelthen været for varmt for os den seneste uge. Når temperaturen kommer over 22 grader, så går alt i stå hjemme hos os. Ingen af os er i stand til at lave noget som helst fra vi kommer hjem fra arbejde og til temperaturen falder henved kl. 22 om aftenen.
Måske har det noget at gøre med at vores hus kun er godt isoleret på 1. salen, så varmen kommer fint ind i huset og så stiger den opad, hvor den ikke kan komme ud, og temperaturen i vores stue og soveværelse minder om en sauna, når vi kommer hjem sidst på eftermiddagen.

Normalt sidder jeg med min laptop ovenpå, når jeg surfer og opdaterer den her blog. Det har været helt umuligt, så nu er jeg langt bagud med at fortælle om hvad vi går og laver. Det må jeg se at få indhentet i den kommende uge, hvor vi forhåbentlig får lidt lavere temperaturer og også meget gerne noget vand, så fårene kan få noget frisk grønt græs at spise i stedet for de tørre strå de må tygge på i øjeblikket.

I weekenden efter Hollandsturen var vi inviteret til musical med efterfølgende spisning i Arne´s forældres sommerhus sammen med hele Arne´s familie. Det er en fast tradition, at familien samlet i forbindelse med musicallen på Busbjerg (ved Bjerringbro) og i år kunne vi heldigvis få planerne til at hænge sammen, så vi kunne komme med. Musicallen var "Vinden i piletræerne". En historie, som jeg burde kunne huske fra min barndom, men jeg tror ikke jeg kunne lide Tudse dengang og derfor har jeg åbenbart ikke fulgt ret godt med. Jeg kunne i hvert fald ikke huske handlingen. Skuespillerne/sangerne gjorde det rigtig godt, ligesom de plejer, og vi morede os vældigt over dyrenes replikker og flotte kostumer.
Til den efterfølgende middag i sommerhuset var der ikke mindre end 24 deltagere, så for første gang måtte Arne´s forældre rykke selskabet udenfor i et telt på grund af pladsproblemer. Vejret var heldigvis helt perfekt og det blev en rigtig hyggelig aften, hvor vi fik snakket en masse med Arne´s fætre, som vi kun ser den ene gang om året.

Vi har en enkelt gang haft Anti med til Busbjergspillet, men da vi var forberedt på, at der denne gang ville komme 4 børn til spisningen, valgte vi at lade hende blive hjemme. Hun er ellers blevet rigtig god til børn, men der går jagthund i hende, når vi er i sommerhuset (der er både egern, harer og rådyr i nærheden, og hun ved det!), så vi bliver nødt til at holde hende i snor, når vi ikke kan holde øje med hende. og jeg ville ikke risikere, at hun følte sig presset af børnene.
Hun skal jo helst have mange flere gode oplevelser med børn, så hun kan blive endnu mere glad for dem.

Så Anti fik lov til at slappe af sammen med Luna og min mor, og så gav vi grillmad til min (nærmeste) familie søndag, så vi også lige fik snakket lidt med dem. Det var så den uges ferie.......