mandag den 6. juli 2009

Aktivering i varmen

Normalt holder DcH Vejle træningsfri i juli måned. Det passer ikke mig særlig godt, da jeg aldrig holder ferie i juli, så jeg prøvede i år at tilbyde rallytræning i de første to uger af juli. Desværre lader det til, at de fleste hundeførere er gået på sommerferie. I hvert fald var der ikke ret mange deltagere på nogen af holdene. Så fik jeg til gengæld tid til at træne med Anti, og af en eller anden mystisk årsag var hun meget interesseret i at lave noget, selvom det var varmt. De korthårede hunde, som ikke kan træne, når det er koldt eller regner, var åbenbart også påvirket af varmen, så de kunne ikke holde til ret meget. Anti er ligeglad med vejret, så vi fik trænet en masse indkald med stå og stå-sit-dæk under gang både onsdag og torsdag. Anti fik også lov til at lege med de andre hunde, men hanhundene var lidt for interesserede i hendes bagdel (hun lugtede stadigvæk godt), så de var ikke så nemme at lege med, som de plejer at være.

En anden aften i løbet af ugen var Anti meget rastløs, så jeg valgte at cykle en tur med hende. Hun er ikke specielt god til at løbe ved siden af cyklen med snor på, men det er muligt at køre på mindre veje og så kan hun bare løbe løs. Når der så kommer biler, kan jeg bare bede hende om at stoppe, så jeg kan indhente hende og stå ved siden af hende, mens bilen kører forbi. Vi endte med at køre 5-6 km. Så var Anti tørstig, men ikke specielt træt. Hendes kondition fejler ikke noget selvom hun er en anelse for tyk.......

Om det var varmen eller manglen på en grave-kammerat ved jeg ikke, men Anti var slet ikke interesseret i at komme over på marken for at grave efter mus og muldvarper mens det var varmt. Jeg prøvede et par gange at lukke hende ind i indhegningen og lige så snart jeg lukkede lågen, stod hun på den anden side og ville ud igen. Så smådyrene har haft det let i et par uger nu.

Ingen kommentarer: