mandag den 27. april 2009

Store bamser

Jeg har helt glemt at skrive om mit besøg hos en træner-kollega, som har hvalpe i øjeblikket.
Hun har 3 voksne hunde af racen Landseer og lige i øjeblikket har hun også 6 hvalpe på 5 uger af racen.

Det er en race, som bliver kæmpestor, så allerede nu vejer hvalpene 5 kg, og når de forlader kennelen som 8 uger gamle, vejer de ca. 10 kg, hvilket kun er et enkelt kilo under Anti´s idealvægt. Så det virkede lidt underligt, da jeg satte mig på gulvet i hvalpegården og blev overfaldet af dem. Men hvor var de dog dejlige. De duftede skønt af hvalpe og de var nysgerrige og kontaktsøgende og gik straks igang med at bide i snørrebånd, ærmer, bukseben osv. Præcis som de skal, når de er 5 uger gamle. De tumlede også rundt med hinanden og sagde mange sjove lyde og lige så hurtigt som de var vågnet da jeg kom, lige så hurtigt faldt de omkuld på gulvet og sov.

Jeg var absolut ikke mindre "Hvalpeskruk", da jeg kom hjem derfra. Der er forhåbentlig ikke så lang tid til Anti kommer i løbetid, så vi kan begynde at planlægge og glæde os til det bliver vores tur til at have hvalpe i huset. Denne gang skal vi prøve noget helt nyt, nemlig at have hvalpekøbere, der kommer på besøg mens hvalpene er små og forhåbentlig flere gange indtil hvalpene bliver gamle nok til at flytte. Det bliver forhåbentlig til en masse god hundesnak og mange hyggelige timer.

Ingen kommentarer: