mandag den 27. april 2009

Rally planer

Ved søndagens rally-konkurrence fik jeg en god snak med dommeren, som kunne fortælle om de planer, der er for sporten. Der var flere overraskelser, som vi kan glæde os til.

Den første overraskelse var at der er planer om at afholde DM i Rally-lydighed sammen med DKK´s DM i lydighed.
For at få lov til at deltage skal man have opnået 98 point eller derover ved en konkurrence, der er arrangeret af en DKK-kreds. Hvis man har deltaget i en højere klasse inden DM, så kan man ikke deltage, medmindre man også får et højt point-antal i den klasse. Så det skal vi være opmærksomme på fremover. Jeg ved ikke om det bliver allerede i år vi får et DM, men hvis det er tilfældet så må konkurrencen i Hedensted tælle med, og dermed har vi allerede to hunde fra DcH Vejle, som er kvalificerede. Jalmer i begynderklassen og Kali i Ekspertklassen. Hvis altså ejerne er medlemmer af DKK. Det ved jeg jo ikke om de er.

En anden overraskelse var, at der er planer om at ændre programmerne igen om et par år, så højre-handlingen vil være en del af øvelserne til Viderekommende Klasse og Expert klassen.
Dermed er der god grund til, at vi begynder at træne det med det samme. :-)

Den sidste oplysning fra dommeren var, at der kun var 14 hunde tilmeldt konkurrencen i Fredericia næste søndag, så tilmeldingsfristen er udvidet og vi kan stadigvæk nå at melde til.
Jeg har derfor besluttet mig til at melde Anti til, og så må vi træne "Sit" på Ærespladsen hver eneste dag i den næste uge.

Jeg fik også snakket med dommeren om de nye øvelser til Champion klassen og fik en forklaring på den øvelse, som jeg har allersværest ved at forstå. Det viser sig, at Anti gerne må udføre øvelsen som hun gør, så jeg slipper for at skulle lære hende en masse nye ting. Dermed kan hun allerede nu øvelserne til Championklassen, men vi skal selvfølgelig træne højrehandling noget mere. Og så er der jo lige det lille problem med, at vi skal bestå Ekspertklassen (incl. æresplads) 3 gange for overhovedet at få lov til at komme op i Championklassen.

Ingen kommentarer: