søndag den 26. april 2009

Rally hos Ribe Hundevenner

Så kan Chavez sætte endnu en titel foran hans navn. Han vil nu gerne tituleres:

DKCH, SCH, KLBCH, INTCH, Rally-B Langhoff´s Chavez Owiesøn

Dermed kan jeg sætte endnu et kryds på min checkliste over ting jeg gerne vil opnå med hundene i 2009. Chavez skulle forsøge at få den sidste oprykker i Rally Begynderklassen og han fik den i første forsøg. Endda meget overbevisende, da vi havde en meget sød dommer, som kun opdagede en enkelt stram line og dermed lod os komme igennem banen med 99 ud af 100 point. Der var også en anden hund, som kom igennem med 99 point, men vi var åbenbart hurtigere end en Malinois. I hvert fald slog vi dem på tiden og vandt klassen.

Jeg var ellers meget bekymret for, at det skulle gå ligesom i Sabro, for Chavez satte næsen i græsset lige så snart vi kom ind på sportspladsen. Da vi varmede op, måtte jeg kæmpe for at holde hans næse oppe, men efter en lidt langsom og ukoncentreret start, blev han superopmærksom og lavede alting rigtigt. Jeg var enormt stolt af ham for en gangs skyld. Det er ikke så tit det sker :-)
Nu må vi så i gang med at træne uden snor, og så vil jeg prøve at finde nogle sportspladsen og andre veltrimmede græsplæner (det udelukker jo så vores egen have....), så Chavez kan vænne sig til, at man ikke behøver at have næsen i jorden bare fordi der er græs. Det vil nok tage et par år at lære ham, så det kan godt være, der går rigtig lang tid inden Chavez kommer til en Rally-konkurrence igen.

Anti var også med i Ribe, men det gik ikke så godt som jeg havde håbet. Hun endte med 79 point, men efter de nye regler skal man have 95 point for at få en oprykker (pind) i ekspert klassen, og det var vi jo langt fra.
Det der gik galt var dels ærespladsen, som jeg har været en skovl til at få trænet. Desværre havde dommer Trine valgt at hundene skulle sidde på plads i 2½ minut, og det kan Anti altså ikke finde ud af endnu. Hun mener, at når jeg står helt stille lige ved siden af hende, så må det være fordi vi venter på et eller andet, og så kan hun lige så godt lægge sig ned og vente. Der gik lidt over et minut før hun lagde sig, og det var jeg egentlig godt nok tilfreds med.
Jeg valgte så også at give hende et fuldstændig unødvendigt og misvisende håndtegn i en af øvelserne på banen, så vi mistede en hel øvelse. Typisk fejl, når man er lidt nervøs og gerne vil hjælpe hunden lidt ekstra i en stå øvelse. Så giver man da selvfølgelig tegn til en High-Five....... eller er det bare mig, der gør sådan noget?
Heldigvis var 2 af de andre 3 deltagere i Ekspertklassen også nogle fjolser (undskyld :-), så klassen blev vundet af Anne Marie (som træner på mit Rally-hold, godt nok med en anden hund, men det tæller vel lidt alligevel, ikke?) som fik 98 point og sin første "pind". Og vi fik en fin andenplads med 79 point. Det ser ikke helt umuligt ud for os, så jeg har planer om at melde os til nogle flere konkurrencer i de kommende måneder.

Ingen kommentarer: