onsdag den 22. april 2009

En hyggedag med hundene

Efter en travl weekend, valgte jeg at tage mandagen fri, så jeg kunne få udsovet og få lavet lidt derhjemme. Det sidste blev så ikke til ret meget, for vejret var pragtfuldt, så jeg valgte at køre en tur i hundeskov med hundene i stedet for.

Vi har to hundeskove i nærheden. Den ene ligger ved Gadbjerg og er ikke indhegnet. Den vælger vi at køre ud til, hvis vi ikke har så meget tid. Det er en dejlig skov, men ind imellem kommer der rådyr i den, og det har hundene fundet ud af, så de afsøger hele skoven for rådyr inden de begynder at snuse efter mus, egern, (andre hunde) og alt det andet der findes i en skov :-) Så længe de ikke finder noget, så er de i nærheden af os og vi kan kalde dem til os, men når de en gang imellem har snust et rådyr op, så lukker de ørerne og så må vi bare vente på, at de kommer tilbage. Der er heldigvis nogle temmelig ufremkommelige områder i skoven, hvor rådyr kan ryste hundene af sig, så vi kommer ikke til at vente så længe.

Den anden hundeskov ligger ude på heden (Frederikshåb) og er indhegnet. Den er knap så hyggelig som skoven ved Gadbjerg (efter min mening), men bliver brugt meget mere, så der er større chance/risiko for at møde andre hunde. Det var heldigvis ingen hunde i mandags. Hverken jeg eller hundene har problemer med andre hunde, men nogle gange har vi været uheldige at komme derud, hvor der har været en flok hunde, som kendte hinanden i forvejen og så bliver det svært for hundene at overskue alle de signaler, der bliver sendt. Vi foretrækker at møde fremmede hunde en enkelt af gangen, så der ikke opstår misforståelser hundene imellem.

Netop derfor synes jeg, det er så ærgerligt, at der ikke findes hundelegs-indhegninger rundt omkring, hvor folk kan mødes og lade deres hunde lege sammen. Når hundeejerne mødes for at lade hundene lege og ikke for at gå en tur i skoven, så kunne en hvilken som helst indhegnet have eller mark også bruges. Vores fåreindhegninger ville være fine til formålet, i hvert fald til større hunde :-)
Når vi går i hundeskove, så er det for at give hundene lov til at løbe rundt og snuse i en skov, ikke for at de skal kunne "lege" med 10-15 fremmede hunde. Dels leger vores voksne hunde ikke ret meget mere, dels møder de massevis af hunde (som de kender) i DcH. Så de har ikke noget behov for at skulle forholde sig til en masse fremmede hunde.

Nå, tilbage til mandag. Da vi kom hjem havde hundene det varmt, så jeg hentede bade-legetøjet og lod dem lege i søen. Anti blev totalt fjollet og begyndte at gemme det legetøj, som hun fik fat på, rundt omkring i det høje græs på marken. Heldigvis er hun god til at finde det igen, når man beder hende om det, så vi mistede ingenting den her gang :-)

Sidst på dagen fik jeg lokket Arne med i haven, så vi fik skiftet nogle af de hegnspæle, der var knækkede (det er sidste gang vi køber pæle i Bauhaus.....). På det tidspunkt var jeg frisk efter en hyggedag derhjemme, mens Arne var træt efter en hård weekend og en lang arbejdsdag, så jeg var vist ikke videre populær :-)

Ingen kommentarer: