torsdag den 1. oktober 2009

Prøve 2 i Rally

Så har vi endelig haft vores prøve 2 i rally lydighed i DcH Vejle. Det er lidt for sent i forhold til hvornår agility og lydighed havde deres prøver, men bedre sent end aldrig. Det sene tidspunkt gjorde det muligt for deltagerne på begynderholdene at være med til konkurrencen, så det gav nogle flere hunde.
Faktisk slog vi alle rekorder med 24 deltagende hunde. Jeg er vildt stolt over, at det lykkedes at få så mange til at være med. Det tegner rigtig godt for konkurrencedeltagelsen for DcH Vejle medlemmer til næste år.

Jeg havde valgt at lave en nybegynderklasse, for de hundeførere og hunde som ikke har lært alle øvelserne i begynderklassen og ikke kan gå en hel bane uden at belønne undervejs. Der var 6 deltagere i den klasse og de klarede sig rigtig fint. Der var selvfølgelig nogle øvelser, som ikke var helt perfekte, men generelt synes jeg det gik rigtig godt.
I den rigtig begynderklasse var der hele 11 hunde og meget tæt konkurrence blandt de øverst placerede. Hele 3 hunde endte med 98 point, så det var tiden der afgjorde placeringen som nummer 1, 2 og 3. Kun 2 sølle sekunder skilte nummer et fra nummer 2 og så var der 3 sekunder fra nummer 2 til nummer 3. Kun en enkelt af de vindende hunde har prøvet at være ude til en officiel konkurrence, men forhåbentlig kommer de andre to ud til næste år. De har i hvert fald bevist at de kan.

I den øvede klasse var der 4 hunde. Her fik vinderen 99 point, så nu venter vi spændt på at se hvordan det går til konkurrencen i Årslev. Måske får vi snart endnu en konkurrent i expertklassen?
Der var kun tilmeldt 2 hunde i ekspertklassen og den ene af dem var Anti. Vi startede med at stå på ærespladsen mens den anden hund gik banen, og desværre fik jeg på et tidspunkt viftet lidt for meget med en finger, så Anti troede, at hun måtte rejse sig fra dæk (ved siden af) til sit.
Det var helt klart min fejl. Ud over det, så misforstod Anti mig da vi skulle lave 3-skridt baglæns, og så blev vi trukket for snusning til madskåle. Jeg slappede vist af lidt for tidligt, da Anti havde passeret madskålene første gang, så anden gang mente hun, at det var OK at snuse til dem. Også min fejl. Jeg må simpelthen lære at koncentrere mig mere om min hund, så jeg ikke "taber" hende i den øvelse.
Den sidste hund var en champion, som blev udsat for en masse spændende øvelser på banen. Der var dobbeltspring, 3 øvelser med højrehandling, og flere andre champion øvelser. Det så rigtig godt ud og jeg håber virkelig det lykkes for mig og Anti at komme op i den klasse på et tidspunkt. Indtil videre må vi nøjes med at træne øvelserne uden mulighed for at komme ud og vise hvor dygtige vi er.

På søndag skal vi faktisk på kursus i ekspert og champion øvelserne. Lige siden klasserne blev lavet om i starten af 2009 har jeg ledt efter et kursus, hvor jeg kunne lære noget om de nye øvelser og eventuelt også få nogle hints til, hvordan de kan indlæres. Nu sker det så endelig, og jeg har endda fundet en medpassager, så vi er to, der tager turen til Helsinge for at komme på kursus. Det ser ud til, at der kun er 7 deltagere på kurset, så der er virkelig mulighed for at fordybe sig og få hjælp til de øvelser, der giver problemer. Uha hvor jeg glæder mig :-)
Jeg tror også Anti glæder sig. Hun trænger i hvert fald til at komme ud og lære noget nyt. Her til morgen kom hun med vaskebaljen, da jeg satte mig til at spise morgenmad, og så måtte jeg jo finde nogle pølser og træne "elefant", mens jeg spiste min youghurt med banan .......

Ingen kommentarer: