mandag den 19. oktober 2009

Mere lydighedstræning

Det er ikke blevet til så meget træning i løbet af ugen. Når jeg kommer hjem fra arbejde trænger Anti til at komme ud og løbe rundt på markerne, og ikke så meget til at træne. Senere på aftenen vil hun meget gerne træne et eller andet, men det bliver jo desværre meget hurtigt mørkt, og det sætter sine begrænsninger. Vi træner selvfølgelig lidt vendinger og to-skridtsøvelser oppe i stuen, men ellers bliver det mest til for-sjov øvelser indendørs.

Så det er skønt, at jeg har fundet en at træne sammen med om søndagen. Hvis jeg ikke havde en aftale med hende, så er jeg ret sikker på, at jeg var endt på sofaen efter 2 timers Rally-undervisning.
I går foregik træningen i en meget hundetræningsegnet have i Fredericia. Jeg vil gerne have, at Anti prøver at træne forskellige steder, så hun er forberedt på at skulle lave alle øvelser på fremmede græsplæner. Næste søndag har vi aftalt at mødes på en træningsplads i Kolding, og så må vi se hvilke andre steder vi kan nå at komme inden konkurrencen i slutningen af november.

Efter sidste søndag´s fiasko, hvor Anti lavede fejl i så godt som alle øvelser, havde jeg besluttet mig til at træne de delmomenter, som hun havde problemer med. Så det blev kun til ganske få hele øvelser. Jeg brugte en del tid på fremadsending, hvor hun løber skævt i stedet for at løbe direkte ind i feltet. Samtidig gik vi et godt stykke tilbage i indlæringen for at motivere hende til at løbe hurtigere. Jeg fik min træningspartner til at lægge bamser ud midt i feltet uden at Anti så det, og jeg skal lige love for at det hjalp. Faktisk så meget, at hun selv søgte feltet flere gange efterfølgende, når jeg ikke holdt hende beskæftiget.
Vi trænede også en del stå-sit-dæk under gang og mærkeligt nok, så var det lige pludselig Stå-delen Anti slet ikke kunne finde ud af. Sidste søndag var det Dæk, der var helt væk, men den har vi trænet en enkelt gang i løbet af ugen og det har virket, så den var hun helt sikker i. Jeg synes jo ellers vi har brugt "Stå under gang" med jævne mellemrum helt siden hun lærte det for 5 år siden, men det betyder åbenbart ikke, at den sidder 100% fast.
Til gengæld gik det strygende med stillingsskift. Jeg startede med 3 skift på 10 meters afstand. Ingen problemer. Så gik jeg 5 meter længere ud og prøvede igen med 3 skift. Heller ingen problemer. Efter en pause hvor vi trænede noget andet, prøvede jeg så med 6 skift på 20 meters afstand og bortset fra nogle ekstra kommandoer, så lykkedes det faktisk. Anti lavede alle skift og hun gik ikke flere skridt fremad. Så måske er der en chance for at vi faktisk får point i den øvelse. Det havde jeg ellers næsten opgivet.

I "indkald med stå" gik jeg også helt tilbage i indlæring og lagde et låg, hvor jeg ville have Anti til at stoppe. Jeg kan normalt godt stoppe hende, men hun tager for mange skridt inden hun står helt stille. Med låget gik det rigtig godt. Hun løb i fint tempo indtil låget og stoppede med begge forpoter på låget samtidig. Hvis jeg nu bare finder mindre og mindre låg, så skulle det ikke være helt umuligt at få hende til at stoppe ordentligt på kommandoen, også uden låg.

Springapport og næseprøve lavede vi fuldstændig som til prøven og de lykkedes til fuldt point. Ingen knaldapportering og Anti smagte kun på en enkelt pind inden hun fandt og apporterede den rigtige. Dejligt :-)

Højre-Venstre apport er nok vores allerstørste problem lige nu. Anti virker slet ikke til at have forstået, at hun skal løbe i den retning jeg peger. Hun drejer godt nok til den rigtige side, men i mange tilfælde drejer hun hele vejen rundt og ender alligevel med at hente den forkerte apport.
Vi endte med kun at træne venstre apport og undlade at lægge den højre apport, så hun ikke kunne komme til at lave øvelsen forkert. Så må jeg prøve at træne højre apport i løbet af ugen.

Ingen kommentarer: