torsdag den 27. august 2009

Som venner de grave.....

.... men dele byttet, det gør de altså ikke!!!

Når vi går morgentur med Anti og Biloxi, bruger de meget tid på at grave efter mus. Markerne er jo høstede nu, og der er nogle meter med stubmark ud mod vejen, så i 8 meter flexline kan hundene finde mange interessante steder at grave. De første par dage var ingen af hundene interesserede i at grave i samme hul, så de knurrede lidt af hinanden når konkurrenten kom for tæt på. Men med tiden har de vænnet sig så meget til at samarbejde om graveriet, så de kan stå med 4 forpoter og 2 hoveder mast ned i samme hul.
Her til morgen var vi nærmest ikke kommet igang med at gå, før begge hunde gik igang med at grave. Vi stod tålmodigt og ventede på, at de skulle blive færdige, og havde egentlig forventet at de ville give op uden resultat, men lige pludselig begyndte Anti at hoppe rundt i det høje græs omkring hullet, og vupti hang der en lang tyk hale ud af munden på hende. Biloxi og jeg var vældig interesserede i at se hvad det var, hun havde fanget, men Anti ville absolut ikke dele med nogen af os, så hun drejede rundt om sig selv, samtidig med at vi kunne høre knaselyde, og efter 30 sekunder var musen væk. Jeg formoder, det var en mus, men den var godt nok stor og tyk, så nu behøver hun vist ikke at få aftensmad i aften :-)

Jeg valgte at efterlade begge hunde hjemme hos Arne i aftes, da jeg skulle ud i klubben til rallyholdet. Det betød, at de var meget aktive og ivrige, da jeg kom hjem, så jeg måtte en tur i haven med dem, for at de kunne få brugt lidt energi. Det var vældig sjovt. Biloxi er en mester i at mase sig imellem mig og Anti. Så hver gang Anti gik perfekt på plads, blev hun skubbet væk og Biloxi´s hoved var klar til at modtage godbidder :-). Biloxi gik heller ikke af vejen for at sætte sig ovenpå Anti, hvis Anti lagde sig ned ved siden af mig. Det foregik under store protester fra Anti´s side, men der var på intet tidspunkt optræk til nogen form for ballade.

Det går også bedre med kattene og Biloxi. Vi har hele tiden vidst at Biloxi ikke havde planer om at slå kattene ihjel, men kattene stolede ikke på os, når vi sagde det. Hun stirrer nemlig på dem når de er inde og jagter dem, hvis de løber. Harley valgte at blive udenfor i et par dage, men besluttede sig i aftes for at give op og blive gode venner med Biloxi i stedet for. Gizmo har været inde hver dag, men har holdt sig oppe på borde og i vindueskarme. Bare for at være sikker. Det stoppede så også i aftes, hvor hun fik afsat nogle duftstoffer på Biloxi ved at gnide sig op ad hendes ben. Det så vældig sjovt ud, for Biloxi var ikke helt sikker på, hvad der foregik og valgte at stå helt stille for at undgå problemer :-)

Ingen kommentarer: