torsdag den 6. august 2009

Slut med træningsferie

De seneste 3 uger har vi holdt sommerferie fra Rally-træningen. Ikke med min gode vilje, for jeg har ikke selv holdt sommerferie endnu, men DcH Vejle har tradition for, at der ikke er træning i juli måned, og mange af hundeførerne var på ferie.

I går startede vi så op igen, og det var helt tydeligt, at Anti kunne genkende tegnene, da jeg begyndte at finde skilte og kegler frem. Hun lagde sig først lige ved siden af bilen, og da hun fik chancen hoppede hun ind i bilen mellem kegler, skilteholdere, skilte, madskåle osv. Bare så hun ikke risikerede at skulle blive hjemme mens jeg skulle ud og have det sjovt.
Det fik mig til at tænke på dengang en buhundeopdrætter skrev, at det var unaturligt for en Norsk Buhund at træne lydighed, fordi det er en urhunde-race. Anti synes ikke det er spor unaturligt. Hun elsker at komme til træning og bliver enormt skuffet de få gange, hvor hun ikke kan komme med.
Da jeg kom ud på træningspladsen gik hun lige rundt og markerede de sædvanlige steder, og så lagde hun sig i skyggen, mens jeg satte banerne op. Uden at jeg behøvede at sige noget som helst til hende, sprang hun op og gik på plads, da jeg gik i gang med at tjekke om skiltene nu stod i rigtig afstand af hinanden. Det gør jeg gerne ved lige selv at gå banen og lave øvelserne med eller uden hund. Den her gang var det med hund :-) Hun var tydeligvis klar til at gå i gang med at træne igen.

I dag starter Arne og Anti så på agility igen. De har holdt træningsferie siden engang i juni, så de trænger begge to til at komme ud og løbe igen :-)

Ingen kommentarer: