torsdag den 27. august 2009

Buhundhvalp søges

Jeg har en fornemmelse af, at jeg helt personligt bliver ramt af manglen på buhundhvalpe.

Nu er der gået 5 dage siden jeg skrev under på, at Chavez ikke længere er vores, og jeg er stille og roligt begyndt at kigge efter en afløser for ham. Ja ja, jeg startede allerede få dage efter jeg fik at vide, at vi ikke måtte hente ham igen. Men det kommer til at lyde, som om vi bare skulle af med ham for at få en ny hund og det er absolut ikke sådan vi selv opfatter det. Vi mener, at vi har gjort Chavez en tjeneste ved at finde en familie til ham, som passer bedre til hans behov. Og det fik vi heldigvis bekræftet i fredags.

Nu har vi jo bare vænnet os til at have 2 hunde og Anti synes, det er kedeligt at være alenehund. Lige nu har vi selvfølgelig Biloxi, men jeg tvivler på, at vi får lov til at beholde hende ret længe efter hendes familie er kommet hjem fra ferie........ Vi forsøgte for nogle år siden at få lov til at få hende (før vi fik Chavez), og det kunne der overhovedet ikke være tale om. Forståeligt nok, hun er en rigtig dejlig buhund :-).
Vi er også ved at have fortrængt, hvor hårdt det var at have en hvalp (plus at jeg bilder mig ind, at det ikke er helt så hårdt, når man har en anden hund til at hjælpe med aktiveringen). Så jeg har tjekket de hvalpelister, der burde indeholde information om kommende hvalpekuld og har forhørt mig hos de buhundekontakter jeg har i Danmark, Norge og Sverige. Desværre har jeg ret mange ønsker for vores kommende hvalp og allerede nu må jeg erkende, at jeg nok kommer til at gå på kompromis med nogle af ønskerne. I hvert fald hvis vi skal nå at finde en hvalp, mens vi stadigvæk har Anti :-). Skulle der nu være nogen derude, som har planer om at lave et kuld hvalpe, hvor mindst den ene af forældrene er sort, så vil jeg vældig gerne høre fra dem. Skulle der være nogen, der har lyst til at bruge en af Anti´s dejlige hvalpe i avl, så er jeg ekstra interesseret og skal gerne hjælpe med alt det praktiske ;-).

Mine krav til min kommende hvalp er:
  • Helst A hofter hos begge forældre, men som kompromis kan B hos den ene accepteres.
  • Buhundekatarakt hos den ene forælder er ok, men så skal den anden være helt fri for øjensygdomme.
  • Indavlsgrad så lav som muligt, men i hvert fald under 3.
  • Ingen af forældrene (og helst heller ikke bedsteforældrene) må være matadorer (= ikke over 10 hvalpe før det planlagte kuld).
  • Forældre af middelstørrelse. Vores tæve skal helst kunne gå i mellem-klassen i agility = max 43 cm, men jeg er godt klar over, at det er håbløst at spå om :-)
  • Mindst den ene af forældrene (helst dem begge to) skal have mere lyst til at komme ud og lave noget end at ligge på ryggen i sofaen eller stå stille på en udstilling.

Heldigvis har vi den mulighed, at vi kan beholde en hvalp efter Anti, hvis vi kan finde en hanhund, som vil parre hende, og lige nu ser det ud til at være det mest realistiske. Så vi må nok bare væbne os med tålmodighed og håbe, at vi kan finde en hanhund, som er god nok til, at jeg vil have en af hans hvalpe :-) Vi har ikke fundet ham endnu, men heldigvis passer Anti ind i rigtig mange af punkterne i min ønskeliste, så kravene til hanhunden er:

  • A eller B hofter
  • Øjenlyst fri
  • Er ikke i familie med Anti
  • Har ikke mere end 10 hvalpe i forvejen
  • Middelstørrelse

Guderne må vide om han findes derude, men jeg krydser fingre for, at han dukker op.

Ingen kommentarer: