lørdag den 19. april 2008

Ressourceforsvar

Jeg skal vist passe på hvad jeg skriver.
Selvom det ærgrede mig, at Krunk skulle kastreres, så syntes jeg stadigvæk det var skønt, at en buhund skulle uddannes til servicehund. Efter at have mødt Krunk var jeg slet ikke i tvivl om at han ville blive en super-servicehund. Han er supergodt præget på mennesker og hunde, og han er perfekt socialiseret til at leve i en menneskeverden.
Så jeg var meget overrasket og også lidt skuffet, da opdrætteren ringede og fortalte, at Krunk ville blive leveret tilbage efter kun 3 dage. Det viser sig, at Krunk har et veludviklet ressourceforsvar, og da han blev placeret i en flok på 8 fremmede hunde, ønskede han ikke at dele legetøj og mad med de andre hunde. Træneren gav det 3 dage og konkluderede så, at det ikke ville kunne lade sig gøre at træne det væk.

Jeg har ingen erfaring med at fjerne hundes ressourceforsvar overfor andre hunde. Så jeg ved ikke om det kan lade sig gøre eller om det er helt umuligt.
Her i huset har vi to buhunde med veludviklet ressourceforsvar og vi har arbejdet med, at hundene skal respektere hinandens forsvar af mad og legetøj. Dermed undgår vi, at der opstår store konflikter.
Da vi fik Chavez mente han, at han ejede alt i hele huset, og hvis Anti ikke frivilligt opgav mad, legetøj, sovested osv. så kom de op at slås om det. Det påvirkede Anti meget, at hun aldrig vidste, hvornår hun ville blive angrebet, så vi begyndte at holde skarpt øje med Chavez og stoppe ham inden det kom så vidt. Det tog nogle måneder, hvor vi var meget opmærksomme i situationer med mad og legetøj, men så var det også overstået. Nu spiser de ved siden af hinanden, leger med det samme legetøj på skift og bytter ben, når de bliver fodret med rå ben.
Hvis Anti får noget hun gerne vil beholde, så accepterer Chavez, at hun knurrer af ham, ligesom Anti respekterer, at Chavez ind imellem gerne vil beholde noget.
Når vores hunde er sammen med andre hunde giver det også kun problemer, når de fremmede hunde ikke respekterer de afstandsskabende signaler. Langt de fleste hunde vi omgås har fuld forståelse for, at de skal flytte sig, når der bliver knurret, så det er kun når de ønsker en konfrontation, at der bliver problemer. Og hvis en hund ønsker at prøve kræfter med en anden hund, så skal den nok finde en undskyldning.

Ingen kommentarer: