mandag den 21. april 2008

En lang dag

Søndag stod vi tidligt op for at være klar til at blive afhentet ved 8-tiden.
Vi har i år betalt for familie-medlemskab af Spidshundeklubben, så jeg havde overtalt Arne til at tage med til generalforsamlingen i Slagelse og bruge sin stemmeret. Jeg har selv tidligere været med til SPK-generalforsamlinger, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til, men det var første gang Arne skulle med og som han selv sagde på vej hjem, så skal der nok mere overtalelse til, hvis han skal med igen.
Vi er vant til at være til generalforsamlinger (i andre foreninger), der tager mellem 1 og 2 timer, og umiddelbart var der intet i dagsordenen, der indikerede at det skulle tage længere tid den her gang.
Vi skulle blive slemt overraskede.
Sjældent har vi oplevet så meget diskussion om så små bagateller, og det virkede som om alle havde en mening om alt, og det var meget vigtigt at få sin mening sagt, uanset om det bragte nye oplysninger ind i diskussionen eller bare var en gentagelse af noget andre havde sagt. Ordstyreren vidste heldigvis på forhånd hvad han gik ind til og styrede slagets gang med hård og retfærdig hånd. Ellers havde vi nok fået brug for at booke os ind på hotellet for en overnatning :-)
Generalforsamlingen startede kl. 11.00 og sluttede efter kl. 19. Så fik vi noget at spise og kunne endelig vende snuden hjem mod Vejle.
Vi var meget glade for, at vi havde fundet pasning til hundene og ikke havde satset på, at vi kunne være hjemme sidst på eftermiddagen.......
Chavez havde rigtig hygget sig hos en familie i Bredsten, hvor børnene havde leget med bold og stopfodret ham med godbidder. Han kunne næsten ikke holde øjnene åbne, da jeg hentede ham kl. 22.30.
Anti havde hygget sig med at jagte Felix (kat) og lege med fætter Bliki (Islandsk Fårehund). Felix blev vældig glad da han så mig komme. Så kunne han endelig få lov til at komme ind til sin madskål......

Ingen kommentarer: