Hollandsturen

Så er vi kommet hjem fra vores hollandske parrings-eventyr.
For at udløse spændingen med det samme, så bliver det desværre ikke til Anti - Joren hvalpe.

Allerede på vej mod Holland kunne vi fornemme, at det vist ikke var meningen, at det skulle blive en god tur. Vi hørte tysk radio hele vejen ned igennem Tyskland, for at være sikker på at høre det, hvis der var lang kø et eller andet sted på motorvejen. Der var slet ingen problemer i vores retning, så ca. 15 km før Osnabrück valgte vi at holde frokostpause. Da vi kom tilbage på vejen kørte vi ca. 3 km og holdt så stille i en kø som efterfølgende blev annonceret i radioen som værende 12 km lang og forårsaget af at motorvejen var lukket længere fremme. Der var ingen muligheder for at komme af motorvejen på det tidspunkt, så vi måtte bare blive i køen. Det tog os 4 timer at komme igennem de 12 km....... På det tidspunkt havde vi gentagne gange haft kontakt til Novasol både i Danmark og i Holland, for at være sikre på, at vi kunne få en nøgle til sommerhuset, når vi nåede frem sent om aftenen. Der var heldigvis en flink hollænder, der mødte op på arbejde kl. 21.30 lørdag aften for at udlevere vores nøgle. Vi er meget taknemmelige for, at vi slap for at sove i bilen.

Søndag gik turen så til Amersfoort, hvor Anti skulle møde Joren. Det viste sig at vi boede 15 minutters kørsel derfra, så det var jo dejligt tæt på. Jeg var meget spændt på at se, om Anti var højløbsk. Den har gang havde vi ikke været omkring dyrlægen for at få tjekket tidspunktet, ligesom vi var før turen til Stockholm. Jeg satsede på, at når vi var i Holland fra dag 11 til dag 17 af hendes løbetid, så skulle det nok ramme det rigtige tidspunkt.
På dag 10 var vi til grillmads-spisning hos min søster (som har en hanhund) og vi tog Anti med derud for at få tjekket hendes reaktion. På det tidspunkt var hun i hvert fald ikke højløbsk. Hun satte sig ned og knurrede hver gang Bliki kom for tæt på, og Bliki respekterede det uden protester.

Da Anti mødte Joren på 12. dagen var reaktionen en hel anden. Hun var enormt legesyg, lagde halen ned og vendte bagdelen til ham. Gode tegn :-) Joren virkede meget interesseret og hoppede op på ryggen af hende massevis af gange, men det blev bare ikke rigtig til andet end det. Efter et stykke tid var han tydeligvis træt, så vi skilte dem ad og lod dem så prøve igen senere på dagen. Også uden resultat. På det tidspunkt var jeg ikke specielt bekymret. Jeg har jo fået at vide på DKK´s opdrætteruddannelse, at det som oftest er hanhunden, der bedst ved hvornår det er det rigtige tidspunkt at parre tæven, så jeg satsede på, at Joren bare sparede sig selv.
Mandag (dag 13) gentog seancen sig. Anti forsøgte at gøre sig lækker, Joren hoppede op og efter 5-10 sekunder hoppede han af igen. Heller ingen parring, men vi var stadigvæk fortrøstningsfulde.
Tirsdag og onsdag ændrede Jorens opførsel sig. Nu virkede han ikke længere interesseret i at parre Anti, på trods af alle hendes forsøg på at få ham til det. Det forstod vi slet ikke, så vi indkaldte eksperthjælp. Joren ejere kender nogle erfarne Akita opdrættere, så de blev tilkaldt for at kigge på vores hunde og forklare os, hvad der foregik. De forsøgte at hjælpe Joren, men var nødt til at opgive det. De kunne heller ikke forstå, hvorfor han havde mistet interessen.
Vi begyndte at snakke om muligheden for at inseminere, men jeg brød mig ikke om at skulle udsætte Anti for det, og Joren var tilsyneladende heller ikke villig til at lade sig tappe, så den tanke blev droppet igen.

De sidste to dage viste Joren igen interesse for Anti og han var lidt mere ihærdig, men stadigvæk uden held. Anti pev et par gange, hvor vi troede, at nu var den der, men efter et stykke tid blev hun træt af ham og begyndte at knurre af ham. Vi overvejede muligheden for at lade Anti blive i Holland eller tage Joren med til Danmark, men da Anti blev mere og mere afvisende overfor ham, valgte vi at droppe det.