Mens vi muntrede os til DM i weekenden, var der to store buhundeudstillinger i henholdsvis Norge og Sverige. Det var den årlige Buhundens Nationaldag der blev fejret med en stor udstilling i Morokulien lørdag og en lige så stor udstilling i Sverige, lige på den anden side af grænsen søndag. Resultaterne er ikke offentliggjort endnu, og jeg har ikke set noget program, så jeg ved ikke præcis, hvor mange buhunde der deltog, men jeg har hørt, at der skulle have været over 30 om lørdagen.
Flere af Chavez´s svenske hvalpe var med i weekenden, men jeg ved desværre ikke om de blev udstillet og hvad de eventuelt fik af præmiering. Jeg venter utålmodigt på at resultaterne kommer på diverse hjemmesider :-)
Men det mest spændende efter min mening var slet ikke udstillingerne, men derimod at der er sat gang i et projekt, der skal munde ud i, at det bliver muligt at finde ud af om en buhund har katarakt ud fra en DNA test (blodprøve). Som det er nu har vi kun mulighed for at konstatere at en hund har katarakt, hvis dyrlægen kan se det når hunden bliver øjenlyst. Da sygdommen kan bryde ud i forskellige alderstrin, skal man faktisk undersøge hundene mange gange i løbet af deres liv for at være helt sikre på, at de ikke er syge. Hvis det lykkes at finde de gener der giver katarakt, så vil man allerede når hvalpene er helt små, kunne konstatere hvilke der er helt raske, hvilke der er bærere og hvilke der er syge. Man vil samtidig kunne finde ud af hvordan sygdommen nedarves, så det ikke er nødvendigt at udelukke hele kuld fra avl på grund af en enkelt syg hund. Det vil med andre ord være muligt at få styr på sygdommen, så der ikke længere er familier, der skal gå og være nervøse for, hvornår deres buhund bliver blind.
For at komme så langt skal forskerne bruge blodprøver og øjenlysningsresultater fra så mange hunde som muligt og meget gerne hunde, der er oppe i alderen, så man kan være sikker på, at øjenlysningsresultatet er rigtigt. Denne del af forskningen startede i weekenden, hvor det på den norske udstilling var muligt at få sin buhund øjenlyst og få en blodprøve taget for 150 norske kroner. Resten af prisen blev betalt af dyrlæger, fodersponsorer og norske opdrættere. Nu har forskerne resultater fra 30 forskellige buhunde, som de kan begynde at kigge på. Men det er langt fra nok, så der vil i den kommende tid komme flere tiltag for at få registreret mange flere resultater både i Norge, Sverige og Danmark.
onsdag den 2. september 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar