torsdag den 3. september 2009

Aggressive bæster

Og det er altså ikke kamphunde jeg mener. Dem har vi såvidt jeg ved ingen af hverken i Gammelby eller i DcH Vejle. Hvis de kommer i vores favorit hundeskove, så er det på andre tidspunkter end os, for vi ser dem heldigvis aldrig.

Næh, det er såmænd nogle små seksbenede insekter, der har erklæret mig krig. De sidste par dage har det været varmt i løbet af dagen, og vores gamle hus (som er uisoleret i stueetagen og godt isoleret på første salen) har en tendens til at samle al varmen oppe under loftet. For at vi overhovedet kan sove der, må vi have vinduerne åbne i løbet af aftenen, så temperaturen kommer lidt ned. Sådan har det været hele sommeren og det har ikke været noget problem overhovedet. Det var åbenbart før krigserklæringen.

De sidste to nætter er jeg blevet angrebet så snart lyset blev slukket. Hvis der stak den mindste smule bar hud ud under dynen så sad der straks et uhyre og sugede blod. Hvis det lykkedes for mig at udholde varmen under dynen og kun have hovedet udenfor, så summede det rundt om hovedet på mig konstant. Lige så snart jeg tændte lyset, så var de væk.......
Hvis nogen skulle være i tvivl på nuværende tidspunkt, så er det altså myg, der har gjort mig fysisk og psykisk træt de sidste to dage.

Jeg ved godt, at mit blod smager ekstra godt, men de kunne nu godt tage lidt hensyn og fordele deres stik på både mig og Arne. Jeg får nogle voldsomme store og ekstremt kløende myggestik, mens Arne bare får en lille rød prik. Det er simpelthen ikke retfærdigt!
Heldigvis har vi en sovesofa stående nedenunder, så når jeg har talt mig frem til 10-15 nye myggestik har jeg valgt at overlade soveværelset til de summende bæster, og har fundet mig et andet sted at sove. Jeg har faktisk også overvejet at flytte ud i campingvognen. Der er myggenet for alle vinduer. Super god opfindelse :-) Desværre har vi ikke kunnet finde myggenet, der kan bruges til Velux-vinduer. Det kunne ellers have reddet en del timers søvn. Vi har fundet et eller andet snedigt apperat, som skal sidde i en stikkontakt og lokke myg til, for derefter at stege dem. Jeg tror faktisk apperatet virker, vores myg vælger bare lige at tage et festmåltid inden de går i døden, så det gavner ikke mig specielt meget.........

Forhåbentlig er myggesæsonen snart slut!!!!!

Ingen kommentarer: