søndag den 6. september 2009

Støtte til landsholdet

Jeg ved ikke hvordan det er i de andre lande, men i Danmark må landsholdsdeltagerne i Lydighed og Agility selv sørge for at skaffe penge nok til, at de kan komme med til de store mesterskaber.
Det sker på mange forskellige måder. Agilitylandsholdet har afholdt en konkurrence hvor de selv var arrangører og overskuddet gik til deres deltagelse i EM og VM. Der er også blevet lavet "Støtte T-shirts", hvor overskuddet fra salget går til landsholdet.

Lydighedslandsholdet har fået en anden ide, men desværre går det ikke så godt med salget, hvis hjemmesiden er opdateret. Deltagerne har valgt at udbyde sig selv på auktion, så man kan byde på en træningstime med en af landsholdsdeltagerne. Man kan enten vælge at få ene-undervisning eller man kan være flere om at dele udgiften og timen.
http://www.bordertoborder.dk/docs/auktion/auktion.php

Jeg er meget fristet til at byde på den deltager, der vil undervise i Jylland/Fyn. Anti og jeg kunne godt bruge noget undervisning i klasse 3 og jeg vil gerne støtte landsholdet, da jeg synes det er vigtigt at Danmark deltager. To gange tidligere er VM blevet vundet af danskere, så det er synd, hvis dygtige hunde og hundeførere skal blive hjemme pga. økonomi. Men jeg skal lige have fundet en eller flere andre, der vil være med :-) Jeg tror ikke, Anti kan holde til at være på i en hel time.

En af Rally dommerne har valgt at støtte landsholdet på sin hel egen måde. Hun har udlovet sig selv til 2 træningsdage og 1 konkurrence. Den første dag (3. oktober) underviser hun i Begynder og Viderekommende øvelser. Anden dag (4. oktober) i Expert og Champion.
http://www.bordertoborder.dk/docs/auktion/rally.php
Uha, hvor har jeg lyst til at køre en tur til Sjælland for at komme på kursus. Men jeg er bange for at kurserne bliver fyldt op lige så snart de bliver udbudt. Der er mangel på rally-kurser og specielt med nogen, som virkelig kender reglerne. Med kun 5 uddannede dommere (som i øvrigt ikke er enige om alle øvelser) er det meget svært at finde kvalificeret undervisning nogen steder.

Forhåbentlig bliver det til noget med en officiel rally-træner uddannelse i DcH, så vi får nogle flere trænere uddannet og måske også nogle flere klubber der afholder konkurrencer. Det ser meget sløjt ud med konkurrencer her i Jylland i efterårsmånederne. Jeg har overvejet, om jeg skulle tage mig sammen og afholde en konkurrence i DcH Vejle, men der er ikke rigtig nogen af hundeførerne, der har bidt på krogen, når jeg har fisket efter hjælpere. Heldigvis siger rygterne at Ribe Hundevenner har en konkurrence i støbeskeen. De laver nogle gode konkurrencer med rigtig fine præmier, så det er helt klart et sted jeg gerne vil hen.
Forhåbentlig dukker der andre op, så Anti og jeg kan komme afsted nogle gange inden hun skal have hvalpe til næste år.

Ingen kommentarer: