søndag den 22. november 2009

Store øjenlysningsdag

For et par måneder siden blev der efterlyst buhunde, som ville deltage i et forskningsprojekt for at finde generne for øjensygdomme hos racen. Der skulle findes mindst 30 buhunde i hhv. Danmark, Norge og Sverige. I Danmark tog de fleste opdrættere godt imod chancen for at gøre racen sundere, og valgte at deltage med egne hunde plus finde hunde af eget opdræt, som kunne deltage. Ialt dukkede 31 buhunde op til øjenlysning og blodprøvetagning i Hobro. Vi deltog selvfølgelig også med Anti.

Det var skønt at se så mange buhunde. Hver gang der kom en ny buhund ude på parkeringspladsen kunne vi begynde at gætte på, hvad det var for en hund, indtil opdrætteren kunne genkende ejerne. Der var mange, som fik set søskende til deres egen buhund, eller fik set forældrene (igen), og der blev snakket og sammenlignet hunde til den helt store guldmedalje.
For os var den helt store oplevelse at se Anti´s kusine Cascilius Dina Darling fra Vordingborg. Der var kun de 2 sorte buhunde og de var meget forskellige, både af størrelse, udseende og temperament.

Øjenlysningsresultaterne på dagen var meget nedslående. Vi vidste selvfølgelig godt, at der ville blive fundet buhundekatarakt hos cirka 50 % af hundene. Så det var ikke nogen overraskelse, at 15 ud af 31 hunde havde buhundkatarakt. Vi forventede også, at der ville blive fundet katarakt hos nogle af hundene. Specielt fordi vi vidste, at to kuldsøskende havde fået det konstateret tidligere og deres far + 2 andre søskende deltog denne gang. Men desværre blev der også fundet katarakt hos en helt ung hanhund efter to forældre, som var øjenlyst fri før parringen, og ved 2 hunde blev der blev fundet en ny type katarakt, som øjendyrlægen ellers kun har set hos Flatcoated Retrievere.
Da resultatet blev gjort op var der kun 10 buhunde, som var helt fri, og mindst 3 af dem er så unge, at de kan nå at udvikle katarakt eller buhundekatarakt indenfor de næste 3-4 år. Set med forskningsøjne må det være dejligt, at der var eksempler på forskellige typer sygdomme, men set som opdrætter og buhundeelsker, var det en trist oplevelse. Når det ser så skidt ud bliver det meget svært at slippe helt af med øjensygdomme og samtidig bevare genvariationen i racen. Men det hjælper forhåbentlig på det, at vi snart får en DNA test, så vi kan bruge bærere i avl (parret med raske hunde selvfølgelig).

Anti´s resultat var buhundekatarakt og heldigvis ikke andet end det.

Ingen kommentarer: