onsdag den 11. november 2009

Nyt badeværelse

Jubiii. Nu er VVS-erne gået i gang med at lave vores nye badeværelse. De startede tirsdag morgen, og jeg valgte at arbejde hjemmefra, da Anti bestemt ikke kan lide håndværkere. Efter vores store ombygning af første salen for 3 år siden har hun kunnet spotte en håndværker på lang afstand og hun gør alt hvad hun kan for at de ikke tør komme ind i huset. Hun kan lyde rigtig gal når de banker på døren :-)
Det er dog ikke værre end at hun falder lynhurtigt ned igen og lader sig nusse, hvis de har lidt forstand på hunde og takler hende rigtigt. Den ene af VVS-erne har selv en lidt nervøs hund derhjemme, så han satte sig ned og blev lynhurtigt gode venner med Anti. Resten af dagen kunne han få lov til at bevæge sig rundt i hele huset uden at hun reagerede. Den anden VVS-mand blev hun ved med at knurre af hver gang han kom ind ad døren, men hun blev pænt liggende på sofaen i kontoret, så jeg tror ikke han opdagede det. I løbet af dagen endte hun da også med at lægge sig til at sove på trods af larmen ovenpå, og uden at søge ind under skrivebordet på noget tidspunkt, så hun er tydeligvis blevet bedre til at håndtere ombygning.

Det er selvfølgelig vores egen skyld, at hun har det så dårligt med håndværkere. Da vi fik lavet første salen var det nogle af vores naboer, der stod for det praktiske arbejde. Da de begge to havde hunde derhjemme, troede vi naivt, at de nok skulle behandle hende ordentligt, så de fik en nøgle og kunne selv komme og gå uden at vi var hjemme. I starten kunne vi se, at Anti havde det fint nok med dem, når vi kom hjem, men på et tidspunkt begyndte hun at løbe ud og gø voldsomt af dem, når vi var der til at støtte hende. I stedet for at holde sig gode venner med hende, så opdagede jeg til min skræk, at den ene tømrer sparkede ud efter hende, når hun kom tæt på. Jeg tog en forsigtig snak med tømrerne og fik at vide, at de overhovedet ikke så hende længere. Hun lå under skrivebordet i kontoret fra de kom og til vi kom hjem fra arbejde......... Jeg kan ikke tro andet end at hun er blevet ramt på et tidspunkt eller i hvert fald er blevet skræmt så meget, at hun valgte at finde et trygt sted at opholde sig, når vi ikke var der til at passe på hende.

Jeg har stadigvæk hverken tilgivet mig selv eller tømrerne for det, men det ser da heldigvis ud til, at Anti giver hver enkelt håndværker en chance for at vise, at de ikke er onde ved hende. Så vi skal bare have hundevenlige håndværkere til at arbejde for os fremover eller være hjemme når de kommer. Den lektie fik vi så lært.......

Ingen kommentarer: