onsdag den 11. marts 2009

En hyggelig (kold) aften

Tirsdag aften havde jeg fået fornøjelsen af at dømme en flok hunde og hundeførere i en Rally-konkurrence hos Sannes Hundecenter.
Sanne havde bedt om, at jeg lavede to halve baner, så jeg havde udtænkt 2 baner med 8 øvelser på hver bane. Jeg synes selv det var nogle gode baner, jeg havde endda undladt at tage Tyskervendingen med og i farten glemte jeg madskålene, så de viderekommende hunde slap for Fristende 8-tal.

Der var mange forskellige racer repræsenteret, lige fra Labrador og Golden Retriever, over forskellige terrierracer og franske bulldogs til små papilloner. Der blev vist rigtig flot hundearbejde og både hunde og mennesker koncentrerede sig for at få det hele rigtigt.
Nogle havde trænet Rally i længere tid end andre, og de havde selvfølgelig den fordel, at de kunne huske skiltene, men jeg gennemgik alle øvelser inden vi gik igang, så alle havde en chance.

Nu håber jeg på, at flere af deltagerne har fået mod på at melde sig til i Hedensted. Der er sidste frist på fredag, så det var et passende tidspunkt at få afprøvet formen. Jeg har ikke selv tænkt mig at stille op i Hedensted. Jeg regner med at tage derud og kigge på buhundene i udstillingsringen og så selvfølgelig de rally-hunde, som jeg selv underviser.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Jeg har fundet nogle indstillinger som skulle gøre det muligt at skrive kommentarer uden at have en google konto.
Man skal bare klikke på Navn/URL og indtaste sit navn.