mandag den 5. maj 2008

Travl weekend

Efter helligdagen torsdag, havde jeg sagt ja til at tage "vagten" på mit arbejde fredag. Det plejer at være en rolig dag, hvor man kan få samlet op på nogle løse ender, men det blev det ikke ligefrem i år. Så jeg var ikke specielt oplagt til at fejre fødselsdag da jeg kørte hjemad.
Humøret steg da jeg kom hjem og fandt Arne´s forældre i fuld gang med at fjerne ukrudt og sætte nye planter i vores gårdsplads. Det var en rigtig god fødselsdagsgave :-)

Om aftenen havde vi inviteret min mor og mine søskende ud at spise på Bredehus, og det var helt fantastisk god mad og meget store portioner, så vi endte allesammen med at spise for meget. Der var ikke engang plads til dessert, så det må vi have tilgode til en anden gang.
Anti fik selskab af sin "fætter" Bliki (islandsk fårehund) mens vi var ude at spise. Det er lang tid siden Bliki har besøgt os sidst, for han bryder sig ikke om Chavez.

Lørdag fik vi besøg af vores venner fra Holland, som medbragte deres buhund Joren. Vi startede med at spise traditionnel dansk frokost, og tog derefter kaffe og kage med ud på heden (Randbøldal) hvor vi gik en tur, dels i hundeskoven og dels på bakkerne bagved hundeskoven.
Anti og Joren hyggede sig gevaldigt med at finde mus, og fik undtagelsesvis lov til at løbe løs ude på heden, da der hverken var dyr eller mennesker de kunne forstyrre. Vi blev på et tidspunkt lidt bekymrede for at lade dem løbe rundt, da vi fandt en hugorm inde i hundeskoven (desværre havde vi ikke kamera med nogen af os). Heldigvis fandt hundene ikke andre slanger, så vi fik dem uskadte med hjem igen.
Hjemme igen grillede vi for første gang i år, og selvom det blev lidt køligt efter et stykke tid, så var vi standhaftige og spiste maden ude på terassen. Jeg håber foråret fortsætter på samme måned resten af måneden. Så bliver jeg nok "nødt til" at tage et par fridage, så jeg kan få sat lidt skik på haven.

Søndag var vi på besøg hos Kennel Langhoff, hvor vi igen fik hilst på Chavez´s datter Gaia. Hun er rigtig dejlig, men ligner ikke sin far ret meget. Jeg er meget spændt på hvordan det går, når hun skal på udstilling :-)
Vi var også i Visborg for at kigge på nogle plader, som vi har planer om at lave en balance (agility-forhindring) af. Vi havde ikke traileren med, så en af de kommende weekender skal vi derop igen for at hente pladerne. Vi er endelig blevet færdige med at lave fangefolden i fåre-indhegningen, så nu må vi igang med et nyt projekt :-)

Ingen kommentarer: