onsdag den 23. december 2009

Tesla´s første dage i Gammelby


Vi havde planlagt at Tesla skulle have en dag alene sammen med os inden Anti kom hjem. Det viste sig, at være en rigtig god ide. Tesla nåede at blive helt tryg ved os og den del af huset og haven, som hun havde adgang til. Sjovt nok så var hun nærmest renlig fra den første dag. Hun forbandt helt klart sneen med et sted, hvor man godt må besørge. Så indtil videre har hun kun haft 2 uheld indenfor. Resten er foregået i sne.

I løbet af dagen kom den ene af vores naboer på besøg sammen med sin datter (ca. 1 år gammel). Tesla blev lidt bange for det lille menneske indtil hun opdagede, at sådan en bevæger sig rundt på alle fire ligesom hun selv gør. Så syntes hun, at det var alletiders legekammerat og gjorde alt for at komme til at tumle med hende og bide i hendes ører og næse. Forståeligt nok syntes pigen ikke, at det var nogen særlig sjov leg, så vi måtte have en hånd imellem dem, så hun ikke kom til skade. Jeg syntes det var super positivt at Tesla har det så godt med små børn. Vi har jo to i familien, som hun vil komme til at se regelmæssigt.

Anti blev bragt hjem af den familie, der havde passet hende siden fredag, og Tesla blev voldsomt forskrækket, da Anti kom ind ad døren, så hun hylede op og forsvandt ind bag sofaen. Hun syntes heldigvis, at pigerne var sjove at lege med, så hun tonsede rundt i sneen sammen med dem. De blev også bidt og slikket lidt i ørerne og næsen, men er så store at de kan holde til det og selv styre hende. Endnu en positiv oplevelse for Tesla. Vi forsøger så vidt muligt kun at give hende positive oplevelser, men det er umuligt at undgå at hun får nogle forskækkelser. Fx. da hun var ude i haven og noget sne på taget pludselig gled ned. Der løb hun hylende ind bag sofaen og skulle lige bruge tid til at sunde sig inden hun igen gik ud og legede i sneen.

Da vi havde sovet en nat med begge buhunde i sengen var Tesla da også klar til at blive gode venner med Anti så i løbet af tirsdag kom hun tættere og tættere på hende og løb til sidst efter hende hele tiden for ikke at gå glip af noget. Hun kunne godt nok ikke følge med i sneen, men gjorde hvad hun kunne for det :-). Anti har egentlig taget rigtig godt imod Tesla, men der er lige det lille problem at Anti gør meget og det har Tesla´s mor Siri åbenbart ikke gjort. I hvert fald bliver Tesla voldsomt forskrækket, når Anti gør. Uanset om det er fordi posten kommer eller om det er for at få Tesla til at lege. Så indtil videre har de ikke kunnet finde ud af at lege med hinanden. Det skal nu nok komme.



I mellemtiden er Harley og Tesla blevet rigtig gode legekammerater. Harley er en rigtig bølle overfor alle os andre, men han er åbenbart ikke så hård ved Tesla. Han slår hende godt nok med poterne, men hun piver ikke, når han rammer, så vi er overbeviste om, at han ikke har kløerne ude. Det har gjort Tesla mere og mere modig, så hun overfalder ham og tumler rundt med ham på gulvet. En fin leg som gør dem begge to trætte :-)

Vi andre leger selvfølgelig også meget med hende. Jeg prøver at vænne hende til at lege med forskellige typer legetøj. Bolde, trækketov, bamser osv. Det går rigtig fint. Tesla synes det er vældig skægt at fange boldene når de triller hen ad gulvet, og hun vil også meget gerne trække i bamserne. Trækketovet synes hun er lidt kedeligt, men det skal nok komme, når hun får sine blivende tænder om et par måneder. Når hun har vundet eller fanget legetøjet, bærer hun det ind på tæppet i kontoret, hvor vi så tager det og fjerner det så Anti ikke får fat i det. Hun er nemlig ikke så god til at dele.......


Ingen kommentarer: