søndag den 28. september 2008

Udstilling i Bredsten

For mange måneder siden aftalte vi med en masse andre buhunde ejere, at vi skulle mødes til udstillingen i Bredsten, så der kunne komme rigtig mange buhunde.
Det lykkedes at samle 13 buhunde. Blandt dem var 3 af Chavez´s hvalpe fra Kennel Buhunden og Anti´s hvalp Cisco. En del af hundene blev udstillet for første gang og kunne dermed opnå avlgodkendelse, hvis dommeren syntes de lignede buhunde. Det var tilfældet for 3 af hanhundene og 1 af tæverne.
Jeg meldte også Chavez til udstillingen og aftalte med ejeren af Kennel Buhunden at vi skulle stille en Avlsklasse og en Opdrætsklasse. Det er første gang vi har prøvet at stille en Avlsklasse, men sandsynligvis ikke den sidste :-)

Nogle uger før udstillingen gik det op for mig, at Chavez har levet alt for godt hos sin nye familie. Jeg havde ikke set ham så meget hen over sommeren, og havde derfor ikke opdaget, at han var blevet adskillige kilo for tung. Hans familie blev straks beordret til at skrue ned for madrester og godbidder og give Chavez nogle ekstra ture, gerne ved siden af cyklen. Desværre passede det med at jeg blev sendt meget til udlandet og havde fyldt min kalender op med aftaler i weekenderne, så jeg havde ikke mulighed for at bidrage med andet end en ugentlig tur i hunde-svømmehallen.
Vi nåede at pille lidt af vægten og gøre en stor forskel på Chavez´s kondition inden udstillingen, men han var langt fra den topform, som han havde i foråret. Jeg forventede derfor ingenting da jeg gik i ringen i Championklassen mod to andre championhanner, som var i god form.
Dommeren var fra Kroatien og hun havde en klar mening om, hvordan en Norsk Buhund skal se ud. Chavez var tydeligvis meget tæt på hendes idealbillede, men da han ikke var i ordentlig form, så kunne hun jo ikke så godt lade ham få Excellent, hvilket jeg forstår fuldt ud. Jeg tror hun havde meget svært ved at skulle vælge en vinder i klassen, men hun endte med at vælge Chavez på trods af hans ekstra kilo. Da han ikke kunne få Excellent, så kunne de andre heller ikke og dermed måtte 3 championhanner forlade ringen med Very Good. En meget mærkelig situation.

I unghundeklassen var jeg i ringen med Cisco og oppe mod en Chavez-hvalp (Buhundens Ab Kuzco) og en hvalp efter Chavez´s helbror Bartok (Bubedas Arthur). Cisco havde ikke fået noget ringtræning og var derfor hverken vant til at stå stille eller få tjekket tænder, så det var vældig sjovt at vise ham frem. Han er heldigvis en glad og selvsikker buhund, så han syntes det var enormt hyggeligt at være på udstilling og få så meget opmærksomhed.
Arthur har været på flere andre udstillinger og har endda fået et Certifikat, så jeg forventede ikke, at Cisco ville placere sig bedre end ham. Dommeren kunne åbenbart godt lide sorte buhunde, og Cisco bevægede sig rigtig godt (langt bedre end sin mor), så han endte med at vinde klassen for unge hanhunde og få præmieringen Very Good. Så var jeg ikke til at skyde igennem resten af dagen :-)

Alle 8 Buhunde-hanner fik Very Good og dermed kunne der ikke kåres nogen bedste hanhund. Kun 2 af tæverne blev fundet gode nok til Excellent og valget til BIR (Bedst i Racen) faldt på Gloria.
Der var kun en enkelt avlsklasse på hele udstillingen, så Chavez og hans 3 hvalpe blev udstillingens bedste avlsklasse.
I opdrætsklassen måtte Chavez kæmpe mod sine egne børn, da både kennel Langhoff og kennel Buhunden havde samlet 3 hunde fra deres opdræt. Vinderen blev Kennel Langhoff, som med Gloria, Chavez og Gimli blev placeret som 4. bedste opdrætsklasse i Store Ring.

Efter en lang dag på udstilling, kunne vi endelig køre hjem til os og slippe hundene løs på marken. Det var dog begrænset hvad de havde tilbage af kræfter til at lege. De var lige så udkørte som deres mennesker :-)

Ingen kommentarer: