søndag den 28. september 2008

Cisco´s HD resultat

I starten på ugen var Cisco en tur hos dyrlægen for at få tjekket sine hofter. Han er nu 14 måneder gammel og resultatet kan dermed registreres hos DKK.
Jeg har ventet spændt på at "hvalpene" skulle blive gamle nok til at blive undersøgt og er utrolig glad for at både Cisco´s og Kasko´s ejere har indvilliget i at udsætte deres hunde for at skulle lægges i narkose for at få billederne taget. Tak for det.

Sidst jeg fik en hund undersøgt (det var Chavez) var det efter de gamle regler, hvor man først skulle tage stilling til om resultatet skulle indsendes til DKK, efter at dyrlægen havde kigget på billederne. Det betød at nogle hundeejere (nok specielt opdrættere) valgte at undlade at indsende de dårlige resultater, for ikke at vise omverdenen, at der var sundhedsproblemer med hunden (opdrættet).
Nu har DKK heldigvis valgt en anden metode, så man skal bestille en rekvisition på hjemmesiden inden hunden bliver fotograferet. Det skulle gerne forhindre, at de dårlige resultater holdes hemmelige.
Ved de andre 3 HD-fotograferinger jeg har fået lavet, måtte jeg vente i 3-4 uger på at få resultatet, men denne gang gik der kun 4 dage, før der lå en email til mig med Cisco´s resultat. Det var en positiv overraskelse at DKK kunne være så hurtige. Gad nok vide om det også skyldes den nye fremgangsmåde?

Jeg havde selvfølgelig håbet, at Cisco ville få 2 x A, da begge hans forældre har A-hofter, men når man har med gener at gøre (i kombination med miljø), så kan man aldrig vide sig sikker.
Cisco fik det 2. bedste resultat. Nemlig A på venstre ben og B på højre ben. Den samlede HD-grad bestemmes af det dårligste resultat, så Cisco har HD-grad B. Det er jeg fuldt ud tilfreds med, for dermed vil han ikke få problemer med hofterne og han kan uden problemer bruges i avl (såfremt hans øjne er i orden og han kan opnå mindst en Good på en udstilling).

Ingen kommentarer: