lørdag den 11. oktober 2008

Tanker om buhundehvalpe i Danmark

Det ser meget sløjt ud med hensyn til buhundehvalpe i Danmark i 2009.
Indtil videre er der kun født et eneste kuld med 6 hvalpe.
(Med forbehold for, at nogen har hvalpe, som endnu ikke er registreret hos DKK).

De sidste 10 år har antallet af dansk fødte buhundehvalpe fordelt sig sådan:
1998 - 25 hvalpe
1999 - 26 hvalpe
2000 - 28 hvalpe
2001 - 37 hvalpe
2002 - 36 hvalpe
2003 - 28 hvalpe
2004 - 20 hvalpe
2005 - 31 hvalpe
2006 - 35 hvalpe
2007 - 41 hvalpe

Man skulle jo tro, at der var efterspørgsel efter flere end 6 hvalpe, så forhåbentlig er der flere hvalpe på vej til familier, der er faldet for racen.
DKK har kun registreret en enkelt import, men der kan heldigvis godt være kommet flere buhundehvalpe fra andre lande. Hvis det er tilfældet, så vil jeg da godt opfordre ejerne til at få deres hvalpe registreret hos DKK.
Min største frygt er, at manglen på buhundehvalpe med DKK stamtavle har fået familier til at fravælge stamtavlen og købe en hvalp, som enten ikke har stamtavle overhovedet eller har en stamtavle fra en anden organisation. Desværre bor vi i nærheden af en "buhunde-kennel", der opdrætter uden stamtavle. De annoncerer jævnligt med hvalpe i de lokale aviser, så jeg ved, at der findes mange buhunde i Danmark, som ikke har stamtavle.

Jeg har mange gange hørt sætningen "Vi har ikke noget at bruge stamtavlen til, så vi har valgt en hvalp uden stamtavle". Heldigvis ikke så tit fra buhundeejere, men det er jo nok bare, fordi jeg ikke har mødt så mange af de buhunde, der ikke har stamtavle. Jeg er overbevist om at deres ejere har samme holdning.
Efter min mening kan netop denne holdning være med til, at vores race bliver mere og mere indavlet, får flere og flere sundhedsproblemer og i sidste ende kan ende med enten at uddø eller kræve nyt blod fra andre racer for at overleve.

I dagligdagen betyder det ingenting om en buhund har stamtavle eller ej, men som seriøs opdrætter er det nødvendigt at kunne undersøge en avlshund´s linier langt tilbage for at tjekke for sygdomme og undgå indavl. Det kan man kun gøre, hvis der er en stamtavle, så opdrættere vil løbe en enorm risiko ved at bruge en hund uden stamtavle i avlen. Det er der ikke nogen, der tør, så reelt er buhunde uden stamtavle tabt for seriøse opdrættere.

Min vurdering er, at der fødes ca. 2 kuld buhundehvalpe uden stamtavle om året i Danmark. Det vil sige, at ca. 25 % af de dansk fødte buhundehvalpe ikke kan indgå i det seriøse arbejde, der foregår for at forbedre racen (både sundhedsmæssigt, temperamentsmæssigt og udseendemæssigt).
Til gengæld dækker hvalpene en stor del af det marked, der er for buhundehvalpe. Når der fødes og sælges et kuld uden stamtavle, så er der fare for, at en seriøs opdrætter må opgive at lave et kuld med stamtavle. Der er simpelthen ikke købere nok til dem. Dermed får seriøse opdrættere sværere og sværere ved at finde avlshunde som ikke er i familie med hinanden.
Det er en meget kedelig spiral og jeg kan kun frygte fremtiden, hvis den fortsætter.

Så til dem, der mener, at de ikke har brug for stamtavle på deres buhund kan jeg kun sige,
"Nej, men det har racen."

Ingen kommentarer: