mandag den 9. juni 2008

Gammelby festuge

Vores dejlige naboer kunne i den forgangne uge fejre sølvbryllup, og jeg skal da lige love for at det blev fejret!
For os startede det mandag aften, hvor vi mødtes hos nogle andre naboer og lavede æresport. Rigtig mange venner og naboer mødte op, så det var vældig hyggeligt, og vi fik hilst på en masse mennesker som vi ikke kendte i forvejen. Selvom vi har boet på Molsgårdvej i 4 år, så kender vi stadigvæk ikke alle i området, men vi arbejder hårdt på at komme til det ;-)
Der var heldigvis nogle erfarne "æresport-bindere" til stede, så alting var forberedt og vi kunne slippe med at klippe gran og egegrene i mindre stykker. Det kunne vi godt finde ud af:-)

Jeg ved ikke om det bare var fordi vi hyggede os for meget eller om det altid tager så lang tid, men klokken blev næsten midnat inden vi var færdige med at sætte æresporten op, og så ville sølvbryllupsparret gerne have os indenfor til en kop kaffe, så det blev ret sent inden vi kom i seng.
Tirsdag skulle der så være morgensang kl. 7, så vi var oppe til sædvanlig tid kvart over fem. Jeg ville gerne have arbejdet hjemmefra, men desværre havde vi et møde midt på formiddagen, så jeg blev nødt til at køre. Jeg skulle egentlig have været til agility tirsdag aften, men det kunne jeg altså ikke holde til, så jeg fladede ud på sofaen i stedet for. Naboen holdt fest i deres nybyggede garage, så der var gang i den hele dagen.

Onsdag havde jeg mit Rally-hold, og endnu engang gik træningen mere op i at fange skilte, som fløj væk, end i reel træning. Jeg må konstatere at det ikke er så nemt at have et blandet hold med hunde fra alle 3 rally klasser. Jeg har brugt meget at sætte flere skilte på samme skilteholder, så der kan være mindst 2 klasser på den samme bane, men når det blæser, så holder den løsning ikke. Skiltene sidder simpelthen ikke ordentlig fast og ender med at flyve rundt på hele pladsen. Det kalder man vist for træning med forstyrrelser........
Jeg håber, at vi på et tidspunkt får så mange rally-hunde i klubben, at jeg kan lave et seperat hold for Viderekommende/Ekspert hunde. Det vil gøre mange ting nemmere.
Anti fik lov til at trisse rundt og hygge sig med de store hunde uden at blive trænet. Sjovt nok dukkede der kun store hunde op til træningen (1 Landseer, 3 Rhodesian Ridgebacks og 1 Hovawart).

Torsdag måtte jeg lige arbejde nogle timer hjemmefra inden jeg fik overtalt Arne til at køre en tur på lossepladsen og hente en trailerfuld kompost. Da vi nu ikke længere har en "græsplæne-opgraver" i huset, har jeg besluttet mig til at forsøge at planere månelandskabet så det er knap så sundhedsfarligt. Det er faktisk ret utroligt at ingen af os er kommet til skade ude i haven, for nogle af hullerne var virkelig dybe og næsten umulige at se inden man trådte i dem.
Jeg syntes, der var rigtig meget kompost på traileren, da jeg gik igang med at fylde huller, men det rakte kun til omkring halvdelen af græsplænen. Chavez har godt nok været aktiv......
Om aftenen kom Bliki (Islandsk Fårehund) på besøg mens Kim tog Arne med til fodbold på Vejle Stadion.

Fredag var almindelig arbejdsdag for os begge to, og da vi kom hjem kørte vi en tur til Give for at købe en tæge-tang og et nyt navneskilt til Chavez. Da vi afleverede det, fik Anti mulighed for at træne sit forhold til David (den yngste dreng) og det gik overraskende godt. Hun er normalt meget utryg ved mindre børn med hurtige bevægelser, men David har hun nu mødt så mange gange, at hun begynder at kende ham. Han fik lov til at lave nogle øvelser med hende og efter et stykke tid kunne han også røre ved hende uden at hun trak sig væk. Det er ikke mange 6-årige der får mulighed for det.

Lørdag fortsatte festugen så. Vi skulle til sølvbryllup i Hovborg sammen med 70 andre mennesker. Det krævede lige lidt nyt tøj og som sædvanlig var det noget, der skulle ordnes i sidste øjeblik. Typisk os. Det der med at nyt tøj skal vaskes inden det tages i brug, det er ikke noget vi praktiserer.
Naboen til den anden side skulle til en anden fest, så jeg havde lovet at fodre deres heste inden vi kørte og igen søndag morgen når vi vågnede. Uforbedrelig optimist som jeg er, valgte jeg at skifte tøj inden jeg fodrede heste og for engangs skyld var jeg så heldig, at jeg ikke måtte hjem og skifte til noget andet. Normalt ville det have betydet, at jeg var blevet fuldstændig grøn af en våd, græstyggende hestemule, men de var heldigvis mere interesserede i spandene end i mig.
Festen var rigtig god med massevis af sjove indslag, og jeg fik snakket med endnu en af de landmænd, der ejer jord i vores område. Nu har jeg så også fået lov til at gå tur med hundene på hans 43 hektar jord og han har endda lovet mig, at han nok skal lade være med at pløje marken lige bagved vores hus, så jeg kan gå spor på den hele vinteren. Sådan!!!!
Vi var først hjemme ved 3-tiden, og selvom jeg skulle køre hjem og derfor ikke havde drukket alkohol, så gik jeg lidt rundt ved siden af mig selv hele søndagen. Jeg er simpelthen blevet for gammel til at komme så sent i seng :-)

Ingen kommentarer: