torsdag den 1. januar 2009

Nytår

Så overlevede vi og hundene endnu en nytårsaften. Denne gang gik det rigtig godt. Vi havde besøg af en buhundehvalp, som skulle have lov til at opleve sit første nytår i fredelige omgivelser. Der er ikke ret meget fyrværkeri her ude på landet. Mange af vores naboer har dyr (hunde eller heste) og de begrænser affyringen af fyrværkeri til et minimum. Desuden er der en del der holder nytårsaften andre steder, så det bliver kun til et enkelt batteri og nogle raketter som bliver fyret af omkring midnat.
Vi valgte at gå en lang tur med alle 3 hunde lige inden det blev mørkt. Anti blev holdt i snor, da hun er den, der er mest påvirket af bragene. Vi vil ikke risikere, at hun stikker af, fordi hun bliver bange. Der er rigtig mange hunde, som stikker af nytårsaften, og der var ingen grund til at det skulle være en af vores. Chavez og hvalpen lod sig ikke mærke af bulderet i det fjerne. De hyggede sig med at grave efter mus og løbe op og ned af sandbakkerne i grusgraven.

Da det blev mørkt trak vi gardinerne for i kontoret og køkkenet og tændte for fjernsynet med lyden så tilpas høj, at den kunne overdøve mange af lydene udefra. Vi tændte også for lyset og radioen i stalden af hensyn til fårene. Chavez og hvalpen var i haven et par gange i løbet af aftenen, mens Anti holdt sig inde på kontoret. De sidste par år har hun været meget påvirket af lysglimtene og har ligget og rystet, men den her gang kunne hun ikke se ud ad vinduerne, så hun virkede meget mere afslappet.
Ved halv tolv tiden kom vores naboer forbi for at ønske godt nytår, og de blev mødt af 3 glade hunde, som kæmpede om at blive nusset. Lidt i tolv fandt jeg 3 frosne marvben frem, og så gnaskede hundene ben mens det bragede løs udenfor. Det var en super oplevelse. Ved 1-tiden var Chavez og hvalpen i haven for sidste gang, og så gik vi i seng. Kort tid efter kom Anti i haven med snor på og så gik Arne og hun også i seng.

Ingen kommentarer: