fredag den 23. januar 2009

Det går fremad

Træningen begynder at virke. Chavez har nu faktisk fundet ud af at man kan sætte sig selvom man har noget i munden, så nu sætter han sig lige så fint når han skal aflevere noget til mig. Desværre sidder han 1 meter væk fra mig, så jeg skal virkelig strække armen for at kunne nå genstanden..... Det må jeg se om jeg kan få lavet lidt om på. Jeg har været meget overrasket over, at han så hurtigt har opfattet, hvad jeg ville have. Normalt spiller han dum de første 2-3 måneder jeg forsøger at lære ham noget nyt. Den her gang har det taget under 14 dage. Super dejligt.

Det går også fremad med andre øvelser. Han er kommet op på 40 sekunder i sit og stå, og slog alle rekorder da han dækkede i 1 minut og 20 sekunder.

Anti er blevet rigtig god til at bakke, men ellers har hun ikke rigtig lært så meget på det sidste. Mange af de øvelser hun skal lære, kræver mere plads end vi har i stuen.
Til gengæld har hendes slankekur givet os nogle problemer. Vi har de seneste år brugt fårenes indhegning som hundegård, i den periode hvor fårene har været i stalden. Det har været en fin løsning når jeg lige skulle have gjort lidt rent, eller ikke ville have hundene med i stalden.
Nu er Anti bare blevet så meget tyndere, at hun kan mase sig imellem tremmerne i lågen, og det benytter hun sig af. Der går kun ca. 3 minutter fra hun bliver lukket ind i indhegningen og til hun står udenfor døren og vil lukkes ind. Det er jo ikke så smart, når hun skal over en vej for at komme fra indhegningen og ind til os....... Så det er slut med at lukke hende i indhegningen. Nu må vi nøjes med haven.

Ingen kommentarer: