mandag den 29. december 2008

Chavez

Vi må erkende, at det har været en succes, at få Chavez kemisk kastreret. Han er selvfølgelig ikke blevet super lydig og arbejdsivrig af det, men han er blevet meget roligere og meget mindre stresset. Han er nu i stand til at lægge sig roligt ned, når han har fået sin daglige motion og aktivering, og han har næsten ikke lettet ben op ad noget indendørs siden han fik sprøjten. Så det er blevet muligt for os at slappe af om aftenen foran fjernsynet, når vi trænger til det.

Der har kun været optræk til problemer mellem Anti og Chavez nogle ganske få gange siden han flyttede hjem igen og det har ikke været alvorligt. Vi kan endda give dem tyggeben uden at de skal ligge i hvert deres rum. Chavez kan stadigvæk finde på at stirre på Anti og hun kan også finde på at knurre tilbage, men vi har ikke været nødt til at råbe højt eller skille dem ad. Bare vi siger hans navn, så er slagsmålet afværget.

Harley har sat sig i respekt, så Chavez sørger for at holde afstand til ham. Han løber ikke engang efter Harley, selvom han bliver provokeret til det. Nogle gange ligger Harley på lur på marken og springer op lige når hundene eller vi går forbi ham. Så drøner han afsted i fuld fart hen over marken, hvilket ville få de fleste hunde til at løbe efter. Bare ikke Chavez. Han har lært, at hvis man indhenter Harley i sådan en situation, så får man tæsk. Gismo er stadigvæk jaget vildt, når hun kommer ned på gulvet, så hun kommer kun meget sjældent op i stuen til os. Forhåbentlig kan Harley´s opdragelse af Chavez også komme til at smitte lidt af på Chavez´s opførsel overfor Gizmo med tiden.

Hvis situationen bliver ved med at være som den er nu, så vil vi få Chavez kastreret og så kan vi godt klare at have ham boende til han bliver gammel.

Ingen kommentarer: